Oversete favoritfilm #25: Bram Stoker's Dracula
Denne oversete favoritfilm er valgt og leveret af Michael Lillegaard Larsen.
Sommertider ser man en film, der bare med billedsiden alene overrumpler og får en til at se den igen med det samme. Det skete dengang, jeg første gang så Bram Stoker's Dracula (1992) af den legendariske filminstruktør Francis Ford Coppola (The Godfather og Apocalypse Now).
Jeg lånte 'Dracula' (fra dengang der var videobånd) fra min tysklærer, der også var filminteresseret. Han havde en del film og nævnte 'Dracula'. Jeg blev så nysgerrig efter at se den, efter at jeg engang havde set et billede af Gary Oldman (der er Dracula) med tophat, blodrøde øjne og hugtænder i en film-årsbog. Jeg havde heller aldrig set en Dracula-film før. I en weekend så jeg den to gange i træk, hvilket hører til sjældenhederne.
Filmens billedside var så imponerende og så anderledes end nogen anden film, jeg havde set på det tidspunkt. Jeg var målløs over den måde, effekterne var lavet på. Coppola og hans søn Roman havde lavet dem på den gammeldags måde, ligesom Georges Méliès. Intet brug af CGI og filmens effekter føles stadig unikke i en tid, hvor store blockbusters gør brug af store mængder af CGI. I dag har jeg den på Blu-ray.
Trods titlen, 'Bram Stokers Dracula', skal man ikke forvente en tro filmatisering, også selvom den følger romanen meget godt. Der tages friheder med selve karakteren Dracula, men til gengæld får man en mere interessant skildring end Bela Lugosi (med alt respekt for den gamle film fra 1931), på trods af at dennes portrættering er den mest ikoniske. Oldman giver dog flere nuancer og kan i høj grad spille igennem tykke lag af makeup, når han er oldgammel eller et dæmonisk flagermus-uhyre.
Resten af castet er dog en blandet oplevelse. Winona Ryder og i særdeleshed Keanu Reeves er ude på dybt vand med deres engelske accenter, der lyder pinagtige. Men Anthony Hopkins er forrygende som vampyrjægeren Van Helsing, og sangeren Tom Waits er underholdende som den insektspisende galning Renfield. Den italienske skønhed Monica Bellucci spiller en af Dracula's sexede og farlige koner, og den daværende skuespillerinde Sadie Frost gør indtryk som Dracula's offer, Lucy.
Kostumer i periode-dramaer er altid vigtige, men her i 'Dracula' tjener de et ekstra stort formål. Coppola ønskede, at kostumerne skulle fungere som kulisser og han hyrede den japanske designer Eiko Ishioka, der vandt en Oscar (filmen vandt også for makeup og lydredigering) for sit unikke arbejde. De er bestemt med til at give filmen en særlig stemning. Som prikken over i'et er polske Wojciech Kilars fantastiske musik, der både er uhyggelig og romantisk at lytte til.
Coppolas version af 'Dracula' skal først og fremmest ses som en rendyrket filmoplevelse, hvor det visuelle er i centrum. Den er stor i udtrykket og føles som at se en opera. Den er absolut ikke et mesterværk, men den er det tætteste, man kommer på en flot og troværdig filmatisering af Stokers udødelige roman. Se den endelig i et mørkt rum og med tryk på lyden!