Oscar 2016: overraskelser & rekorder

Bagom årets nomineringer
Billede
(© A.M.P.A.S.)

Hvem blev snydt under gårsdagens Oscar-nomineringer, og hvilke priser kan betyde nye rekorder?

Her er den trivia, du bør have, hvis du skal lege Oscar-haj forud for årets prisuddeling den 28. februar.

Hvem blev snydt?

- I instruktør-kategorien blev giganterne Ridley Scott (The Martian), Todd Haynes (Carol), Steven Spielberg (Bridge of Spies) og Quentin Tarantino (The Hateful Eight) overset.

- Ingen sorte eller latinamerikanske skuespillere blev nomineret, selvom Samuel L. Jackson (The Hateful Eight), Will Smith (Concussion), Michael B. Jordan (Creed), og Idris Elba (Beasts of No Nation) alle havde været på tale.

- Michael Caine (Youth), Jane Fonda (Youth), Helen Mirren (Trumbo, Kvinden i guld), Jacob Tremblay (Room) og Steve Carell (The Big Short) blev også udeladt.

- Bedste film-kategorien ekskluderede populære titler som Carol, The Hateful Eight og Straight Outta Compton.

- Manuskript-veteranerne Aaron Sorkin (Steve Jobs) og Quentin Tarantino (The Hateful Eight) fik heller ikke nomineringer.

- Paul Walker-hyldesten ‘See You Again’ (Fast & Furious 7) dyster ikke i Bedste sang-kategorien.

- Star Wars: The Force Awakens kunne sagtens have fået mere kærlighed end de fem tekniske anerkendelser.

Statistik og rekorder:

- John Williams (Star Wars) har med 50 Oscar-nomineringer rekorden for den nulevende person med flest nomineringer.

- Førstegangs-nominerede inkluderer bl.a. Lenny Abrahamson (Room), Adam McKay (The Big Short), Bryan Cranston (Trumbo), Brie Larson (Room), Charlotte Rampling (45 år), Alicia Vikander (Den danske pige), Tom Hardy (The Revenant), Mark Rylance (Spionernes bro), Jennifer Jason Leigh (The Hateful Eight), Rachel McAdams (Spotlight).

- Hvis en anden film end The Big Short eller Spotlight vinder for Bedste film, er det første gang i 20 år (siden ‘Braveheart’), at prisen går til en film, der IKKE har været nomineret til en SAG Award for Bedste ensemble.

- The Revenant har flest nomineringer (12), hvilket plejer at betyde en sejr i kategorien Bedste film. Skulle dette ske, er det kun anden gang i 50 år, at en film vinder Bedste film uden en manus-nominering. Den anden var 'Titanic’.

- Sylvester Stallone slår rekorden for at være nomineret for den samme karakter med 39 års mellemrum. Paul Newman havde førhen rekorden for de 25 år, der gik mellem ‘The Hustler’ (1961) og ’The Color of Money’ (1986).

- Mad Max: Fury Road og ‘The Revenant’ er den fjerde og femte film, der anerkendes i alle syv tekniske kategorier. De andre er ’Titanic’, ’Master and Commander’ og ’Hugo’.

- Spielberg har som producer nu rekorden for flest Bedste film-nomineringer. Ni er det blevet til.

- Alejandro G. Inarritu, Eddie Redmayne og Mark Ruffalo var alle nominerede sidste år. Vinder Inarritu, deler han æren med John Ford og Joseph L. Mankiewicz, der også har vundet to år i træk. Vinder Redmayne, kommer han i selskab med Tom Hanks og Spencer Tracy.

- Jennifer Lawrence (25 år) er den yngste skuespiller med fire Oscar-nomineringer nogensinde.

- Vinder fotografen Emmanuel Lubezki (The Revenant), sætter han rekorden for at tage prisen hjem tre år i træk.

- Ennio Morricone (The Hateful Eight) er med sine 87 år den ældste komponist, der er blevet nomineret.

- Mustang blev nomineret i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film, hvilket er franskmændenes 40. nominering. Dette gør Frankrig til det land med flest nomineringer nogensinde. Rekorden for flest sejrer tilhører Italien med 14 priser.