James Bond: Værst til bedst - del 5

Alle 24 Agent 007-film rangeret: #4-1
Billede
(© MGM)

Hvornår er Bond bedst? Når har vælter sig i gadgets og hurtige replikker - eller optræder som sammenbidt agent i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste?

Jeg er stor fan af sidstnævnte. På den anden side forbinder jeg uløseligt Agent 007 med opfindsomme dingenoter og farverige skurke. Det er bare sværere at få til at fungere.

Det værste er, hvis James Bond bliver en kende for selvhøjtidelig eller en kende for fjollet. Der er flere eksempler på begge dele, som omtalt i de foregående artikler, men ikke i denne femte og sidste del af rangeringen.

Tilbage står kun de absolut fineste film i serien. Film, der er indbegrebet af James Bond, og film der har skabt, og til stadighed genopfinder, verdens mest populære agent.

<<Se de foregående film (nr. 9-5)

Goldfinger ©MGM

4. Goldfinger (1964)
Smoking under dykkerdragten, et bagholdsangreb reflekteret i øjet på en bedragerisk kvinde og en håndlanger ristet i et badekar efterfulgt af et tørt ”Shocking” fra Sean Connery. Alene åbningsscenen leverer klassiske momenter på stribe, og resten af filmen byder på den ene berømte scene efter den anden. Jill Masterson (Shirley Eaton) er knap nok blevet kvalt af guldmaling, før Agent 007 spiller golf med Auric Goldfinger (Gert Fröbe), imens Oddjob (Harold Sakata) kaster rundt med sin dræbende hat. Der kan ikke betale sig at opremse alle ikoniske scener, men tilsammen udgør de en kerne, som er indbegrebet af James Bond. Af samme årsag topper 'Goldfinger' en række lister, og som sådan er det fuldt fortjent - andre film kan kun drømme om at gøre samme indtryk, og ingen Bond-film har siden formået at gøre kunsten efter. De ikoniske scener er også de bedste. Plottet fungerer udmærket, men 'Goldfinger' er forhippet på at underholde. Bond farer fra den ene drabelige begivenhed til den anden, og selvom det kendetegner agentens travle hverdag, er det særligt udtalt i 'Goldfinger'. Modsat Terrence Young prioriterer Guy Hamilton fart og tempo højere end stemning. Under alle omstændigheder er det umuligt at være utilfreds. 'Goldfinger' har travlt, men få Bond-film er sværere at komme udenom.

Casino Royale ©MGM

3. Casino Royale (2006)
Kan James Bond genstartes bedre? Fra den kontante åbningsscene står det klart, at en ny agent er kommet til byen. Titelsekvensen er formidabel, og kort efter præsenteres seriens mest dynamiske action-scener, når 007 løber hurtigere end Jason Bourne og derefter kaster sig ud i en hæsblæsende forfølgelse på en landingsbane. Herefter tager filmen det med ro. Mødet mellem James Bond og Vesper Lynd er båret af elegant dialog, og for en gangs skyld er der håndgribelig spænding mellem vores helt og den obligatoriske Bond-babe. Eva Greens karakter er dog meget mere end det. Den gådefulde Vesper Lynd er Bond-historiens mest troværdige, romantiske indslag, og selv vores overmenneskelige agent bliver nærmest helt menneskelig i udvalgte scener. Daniel Craig leverer en anderledes kompleks fortolkning af karakteren, men det ligger i nuancerne og i det faktum, at han er den bedste skuespiller, der har spillet Agent 007. Det gør ham ikke nødvendigvis til den bedste James Bond, men han er et fuldt ud kvalificeret bud. Man skal heller ikke glemme Mads Mikkelsens fine skurk eller den fortættede stemning, der spreder sig på det østeuropæiske kasino. Det bedste er filmens kontante tone. Bond orker ikke alt for meget vrøvl, og det var lige det, figuren havde brug for. Martin Campbell instruerer atter med sikker hånd, og derfor er den påklistrede slutning i Venedig et ærgerligt punktum. 'Casino Royale' føles stort set afsluttet, men den fortsætter 25 minutter endnu. De to første timer er til gengæld den bedste genfødsel, nogen filmkarakter turde håbe på.

Dr. No ©MGM

2. Dr. No (1962)
Før mit gensyn med alle Bond-film i kronologisk rækkefølge fandt jeg respekten for Sean Connery en smule overdrevet. At han uden tvivl skulle være den bedste i rollen som den britiske agent, valgte jeg at tilskrive den generelle undervurdering af Roger Moore og ikke mindst en nostalgisk begejstring for den legendariske skotte. Men så genså jeg som sagt 'Dr. No', og konklusionen er lysende klar - Connery er den bedste James Bond. Producenterne vidste tydeligvis også, at man havde noget helt særligt i ærmet. Da kameraet endelig afslører Sean Connery, og han præsenterer sig selv om "Bond, James Bond", er der tale om et toneangivende øjeblik i filmhistorien, der er lige så elegant, som det er urimeligt simpelt. Den ligefremme tilgang præger resten af filmen, og som sin nærmeste slægtning, 'Casino Royale', vægtes karakteren højere end action og gadgets (hvilket i øvrigt er en smal sag, når Sean Connery tager så et formidabelt ejerskab over rollen). Skuespilleren bærer dog ikke filmen alene. Joseph Wisemans skurk, Honey Ryders (Ursula Andress) entré og kulisserne af Ken Adam er med til at støbe det perfekte fundament for de efterfølgende film i serien. 23 film der må nøjes med at skæve misundeligt til den tæft og overlegne tilgang til Agent 007, som 'Dr. No' ligger for dagen.

The Spy Who Loved Me ©MGM

1. The Spy Who Loved Me (1977)
Hvad kan man forvente af en James Bond-film? Svarene kan være vidt forskellige, men jeg gætter på noget i stil med imponerende åbningsscener, vilde stunts, opfindsomme gadgets, forførende Bond-piger, et iørefaldende Bond-nummer, en vanvittig superskurk, et par hajer samt en kulørt håndlanger med særlige evner. De fleste i serien har i hvert fald forsøgt sig med en lignende opskrift, men ingen er sluppet bedre fra opgaven end 'The Spy Who Loved Me'. Hvor godt den kommer omkring de forskellige punkter er naturligvis en smagssag, men det nærmer sig et matematisk faktum, at den 10. Bond-film leverer på stort set alle områder. Jeg tager dem gerne én ad gangen. Åbningsscenen, hvor Agent 007 står på ski udover en skrænt, er seriens mest ikoniske; en helikopterjagt er en elegant opdatering af en beslægtet scene fra From Russia with Love; Roger Moores Lotus Esprit er blandt seriens mest berømte opfindelser; Barbara Bach er én af de absolut bedste Bond-babes; 'Nobody Does it Better' er den bedste Bond-sang; Curd Jürgens har forskanset sig i en vidunderlig, edderkoppelignende ubådsfæstning på havets bund, og håndlangeren Jaws (Richard Kiel) er udstyret med ståltænder, så han kan bide en haj ihjel. Bundniveauet for klassiske Bond-elementer er med andre ord tårnhøjt, og de fungerer samtidig som en eminent helhed, der gør ’The Spy Who Loved Me’ til den bedste film i serien. Stilen er diametralt modsat 'Casino Royale' og 'Dr. No', som jeg ellers har i Top 3, men James Bond er sat i verden for at bevæge sig på kanten af spektakulært storhedsvanvid. Det har mange andre Bond-film forsøgt, men ingen har gjort det bedre end 'The Spy Who Loved Me'.

<<Se de foregående film (nr. 9-5)