Hvem skal nu instruere Spider-Man?

Manden bag Pitch Perfect på tale
Billede
(© Sony Pictures)

Spider-Man mangler lige nu en instruktør til de kommende solofilm, men Marvel/Sony er nu klar med en liste over mulige kandidater.

Jonathan Levine (50/50), Ted Melfi (St. Vincent), Jason Moore (Pitch Perfect), Jared Hess (Napoleon Dynamite) samt duoen John Francis Daley og Jonathan M. Goldstein, der lige nu er ved at færdiggøre Vacation, er ifølge Deadline favoritterne til at instruere superheltefilmen.

Fælles for disse instruktører er, at ingen har erfaring med at iscenesætte action (slet ikke på den skala, Spider-Man lægger op til).

I stedet formår de at balancere humor og drama samt at sætte karaktererne i centrum for handlingen - lige med undtagelse af sidstnævnte, der som instruktører er ubeskrevne blade.

Drew Goddard havde ellers været et oplagt bud, nu hvor han efter alt at dømme ikke længere skal instruere spin-off-filmen Sinister Six, og nu hvor han har vist sine kvaliteter som udvikler af Marvel-serien 'Daredevil' for Netflix.

Spider-Man dukker næste gang op i Captain America: Civil War, inden han får sin egen film. Asa Butterfield er favorit til at overtage jobbet som Peter Parker efter Andrew Garfield, der blev kørt ud på et sidespor, da Sony indgik Spider-Man-aftalen med Marvel.

Marvel-chef Kevin Feige og tidligere Sony-producer Amy Pascal har sammen udarbejdet en historie, der kommer til at forløbe over tre-fire separate film, som hver især omhandler et år i high school.

Spider-Man-rebootet er planlagt til at få premiere i 2017.