Mystisk dansk censur til Fifty Shades of Grey

Så gammel skal du være for at se Mr. Grey
Billede
(© UIP)

Filmatiseringen af E.L. James' erotiske roman, Fifty Shades of Grey, har netop fået dansk censurvejledning.

Alderen, Medierådet er kommet frem til, er på ingen måde en overraskelse. Det er censurbegrundelsen til gengæld!

Medierådet anbefaler en aldersgrænse på 15 år, men kommer ikke med en begrundelse herfor. Normalt leverer rådet en forklaring på dommen, så forældre eller sarte sjæle kan undersøge sagen nærmere, før de går i biografen.

På hjemmesiden i dag lyder udmeldingen i stedet:
- Begrundelsen for aldersmærkningen offentliggøres ikke før premieredatoen d. 12/2-2015 med henvisning til Forvaltningsloven §27. stk. 1 nr. 2.

[banner_here]I USA begrundede Censurrådet MPAA censuren R rating med, at filmen har "stærkt seksuelt indhold og dialog samt underlig adfærd og grafisk nøgenhed."

Den amerikanske R rating indebærer, at alle under 17 år skal ledsages af en voksen. I England er dette dog ikke godt nok. Her skal man være minimum 18 år for at se Jamie Dornan og Dakota Johnsons lagengymnatik.

Om det danske hemmelighedskræmmeri udtaler Jakob Legaard, der er Public coordinator hos United International Pictures Danmark:
- De danske censurbegrundelser er meget detaljerede, så vi venter med at udgive begrundelsen til torsdag. Det er selvfølgelig for at holde mystikken i live, og fordi vi i Danmark har muligheden for det via en bestemt paragraf.

Vi bringer selvfølgelig begrundelsen på filmens profil fra den 12. februar, hvor Fifty Shades of Grey får sin danske premiere.