Navne på nye Star Wars-karakterer afsløret

Finn, BB-8, Poe, Kylo og Rey
Billede
(© Disney Pictures)

Du har sikkert set traileren til den nye Star Wars-film et utal af gange, og du ved, hvordan de nye karakterer ser ud. Nu er deres navne også blevet offentliggjort via Entertainment Weekly.

J.J. Abrams har valgt at præsentere navnene som retro samlerkort, der får nostalgien frem i enhver Star Wars-nørd.

Finn

Finn (John Boyega): Vi ved ikke, om han er en forvirret Stormtrooper, der har forladt sine kammerater, eller om han er en af de gode i forklædning. Vi formoder det sidste...

BB-8

BB-8: Syvende kapitels svar på R2-D2 hedder BB-8, og den lille, kugleformede droid skal nok sørge for komiske elementer i den kommende Star Wars-film.

Poe

Poe Dameron (Oscar Isaac): X-Wing-pilot og dermed en af de gode gutter fra Alliancen.

Kylo

Kylo Ren (?): Den mystiske skikkelse må formodes at være en vaskeægte Sith komplet med sort kappe og rødt lyssværd. Men hvem skal spille ham? Adam Driver, Andy Serkis og Max von Sydow er umiddelbart de bedste bud, men intet er sikkert. Navnet er egentlig også ret interessant, da det giver japanske associationer, lidt i stil med gode Obi-Wan Kenobi.

Rey

Rey (Daisy Ridley): Formodentligt filmens kvindelige hovedrolle og her præsenteret blot ved fornavn. Kan efternavnet være Skywalker? Eller Solo? Eller Solo-Skywalker? Vi venter i spænding.

Star Wars samlerkort

Star Wars: The Force Awakens får dansk biografpremiere den 17. december.