Interview med gnaven Tommy Lee Jones
Han giver ikke ligefrem præcise svar, den gode Tommy Lee Jones, da vi møder ham i Cannes, hvor den biografaktuelle The Homesman deltog i hovedkonkurrencen.
På hotelværelset står den 68-årige texaner og bladrer gennem en håndfuld brochurer, imens han brummer velkommen til undertegnede og et dusin andre skribenter uden at tage øjnene fra pamfletterne om Den Franske Riviera. Han minder mest om den reserverede onkel til familiefester, man aldrig rigtigt får snakket med. Og hvis man endelig spørger, får man korte svar.
Hvis der er noget, Tommy Lee Jones ikke har brug for, er det nemlig spørgsmål fra pressen. De modtages med gnaven arrogance, og måske svarer han slet ikke på selve spørgsmålet, men drejer i stedet svarene hen på et selvvalgt emne.
I princippet er det ikke specielt venligt. Det er til gengæld underholdende, og kigger man længe nok på det vejrbidte ansigt, er der korte glimt af en mand, der nyder, og delvist dyrker, sin rolle som en knotten knark fra Texas.
Samtalen, mellem en håndfuld journalister (hvor nogle valgte at tie helt stille, imens vi andre måtte strege emner ud på blokken undervejs) og Tommy Lee Jones, forløb således:
Amerikansk journalist: Hvordan begyndte projektet?
Michael Fitzgerald, som jeg tidligere har arbejdet sammen med, sendte mig romanen og bad mig læse den, for at se om den gemte på en film. Så det gjorde jeg. Og straks besluttede vi os for at købe filmrettighederne, og vi begyndte på et manuskript, fordi jeg ville optage den næste forår. Det gav os ca. et år til at skrive manuskriptet og få styr på økonomien. Det fik vi, og så gik vi i gang. Det er ca. to år siden nu.
Hvad fik dig til at sige ja til historien?
Jeg følte, at filmen, der var i bogen, havde noget originalt over sig. Jeg mente, at man var i stand til at lave en film, som ingen før havde set midt i al den her konstante søgen efter originalitet.
Tyrkisk journalist: Man får sjældent fortalt historien om de kvindelige pionerer på prærien. Var du særlig tiltrukket af den del af romanen?
(Lang pause)
Ja, det er karakteriseret ved den originalitet, jeg ledte efter...
Og kvindernes position i filmen, og den lidelse de har været igennem. Var det også et vigtigt emne?
Altså, filmen handler om kvinder. Det er emnet...
(Stilhed, bilhorn fra gaden)
Kino.dk: Filmen føles som et farvel til western-genren. Blev Det vilde vest nærmere tabt end vundet for folk som George Briggs (Tommy Lee Jones’ karakter i filmen, red.)?
Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål korrekt. Du spørger, om Det vilde vest blev vundet eller tabt for George Briggs? Det ved jeg ikke... Jeg tror, han er fast indstillet på at fortsætte sin egen stil.
Ville han have en chance i den moderne verden?
Formentlig ikke.
Belgisk journalist: Er filmen feministisk?
Feministisk? Jeg vil nødig have filmen stemplet på nogen måder, og jeg foretrækker humanistisk frem for feministisk. Man føler sig trivialiseret, når ens film kaldes feministisk.
Men det synes, at være et emne på festivalen i år. Jane Campion (årets juryformand i Cannes, red,) har udtalt, at der mangler fortællinger fra kvinders synsvinkel.
Det ved jeg virkelig ikke. Jeg smider ikke om mig med den slags udtryk. Det viser sig, at både min bedstemor, min mor, min kone og min datter alle er kvinder. Og dem kan jeg godt lide. Jeg vil gerne lave film om de problemer, kvinder har stået overfor. Eller står overfor. For at undersøge hvad der er forkert i dag, må man overveje nøje, hvad der var forkert i går.
Tysk journalist: For mig handler filmen om at gøre en god gerning. Var det et tema, du ønskede at flytte til en anden tid?
Nej. Mary Bee Cuddy (Hilary Swanks karakter, red.) er en god borger. Hun har det selv hårdt, men er alligevel indstillet på at bære verden på sine skuldre. Scenen, hvor hun pludseligt siger, "Jeg kan ikke leve meget længere uden musik", indikerer en del problemer i hendes liv. Det er én af de ting, der vil gøre filmen meget bedre, anden gang du ser den. Eller tredje gang... Jeg håber, at I alle sammen ser den igen. Og at I næste gang betaler for billetten. Ha.
Svensk journalist: Er George Briggs en slægtning til karakterer som Charlie Allnut i The African Queen, Lee Marvin i 'Cat Ballou' eller Rooster Cogburn?
Det håber jeg ikke. Jeg håber, at han er et enkelt individ. Han er en slyngel med en stor hat, der rider på heste. Han er ikke en stereotype, men der har været karakterer som ham i såkaldte "westerns".
De tre film jeg nævnte, har også det fællestræk, at alle karaktererne blev belønnet med en Oscar.
Tja. Din analogi til 'The African Queen' vælter ret hurtigt. Vores karakterer ender ikke med at hygge sig i hinandens skød. De har godt nok et fartøj, og de er på en rejse, men det er narrativ form, der er tusinder af år gammel. Du har en begyndelse, en midte og en slutning på en rejse med forskellige former for modstand undervejs, der giver dine karakterer en mulighed for at lære noget om dem selv. Eller også fejler de og høster konsekvenserne. Det er en meget gammel fortælleform, og omtrent her stopper sammenligningen med 'The African Queen'.
(Massiv stilhed)
Østeuropæisk journalist: Er dine film også kærlighedserklæringer til det amerikanske landskab og dit hjem?
Jeg sender ikke postkort eller laver kærlighedserklæringer, men jeg elsker at optage udendørsscener med et filmkamera i Texas og New Mexico. Det er en kærlig handling… Men ikke nogen kærlighedserklæring.
Det ser smukt ud.
Det håber jeg. Jeg synes, at det er smukt. Jeg prøver at filme til landskabets fordel.
Kino.dk: Hvordan var det for skuespillerne, fx en dansker som Sonja Richter, at optage en western on location om natten ude på prærien?
Vi filmede om natten med Sonys High-Definition F55 kameraer, der bogstaveligt talt kan se i mørke. De ser alt. De ser bedre end du og jeg.
Men var det udfordrende for skuespillerne at filme ude i naturen?
På en måde. Vejret vekslede mellem sne og brændende hede. Kulde. Støvstorme. Hagl. Regn. Og så var der frokost… Det var ca. sådan, det fungerede. Vejret er kraftigt svingende i det nordøstlige New Mexico, og det er både godt og dårligt. Det er dårligt, fordi det gør folk utilpasse. Det er godt, fordi de store vejrfænomener og store landskaber er så fotogene. Skuespillerne indså hurtigt, at vi ville bevæge os ud og filme uanset vejret. De forbereder sig og klæder sig på efter omstændighederne. Når du har spektakulære visuelle omgivelser at arbejde sammen med, ender du med at blive glad for situationen og fast besluttet på at udholde det fysiske ubehag.
Svensk journalist: Hvor kommer din egen familie fra?
Det vestlige Texas.
Nej, jeg mener, kommer den fra Wales, Irland..
Én side af min familie kom fra Mississippi. Den anden side kom fra Alabama. I det 19. århundrede giftede min bedstefar sig med en Cherokee-indianer, der var kommet til Texas fra Oklahoma.
Og dine europæiske rødder?
Mit efternavn er Jones. Jeg går ud fra, at det er keltisk, og at det sikkert kommer fra Wales eller sådan et sted. Jeg ved det ikke.
Spansk journalist: Du var inde på tidligere, at filmen ikke er en western. Hvorfor sagde du det?
Fordi jeg mener, at ordet ikke har nogen mening. Det beskriver ikke noget. Det er blevet brugt bredt til at definere en "genre". Jeg mener, at genre er et litterært begreb, der ikke kan benyttes om film. I stedet for genre ville det være mere videnskabeligt korrekt at sige "type af film". Ha. Det ville jeg foretrække. Når det kommer til westerns, er udtrykket blevet brugt så meget, at det stort set har mistet sin betydning. Det er blevet kogt ned til alt, der indeholder store hatte og heste. Dét er en western. Så vi har lavet en western, for vi har store hatte og heste med i filmen. Når det er slået fast, er der ikke mere at sige.
Belgisk journalist: Har du spurgt andre instruktører til råds?
Nej, egentlig ikke. Faktisk spurgte Steven Spielberg, om jeg ville vise ham filmen. Da den var færdigklippet, sendte jeg den over til hans hus, og bagefter besøgte jeg ham for at tale om filmen i et par timer. Det var opmuntrende, for hans reaktion var ganske positiv. Han er en god ven, og det handler mere om at tale om filmen med dine venner fremfor at bestige bjerget for tale med munkene, der sidder i skrædderstilling foran hulen. Jeg har indspillet mere end 60 film, og jeg har lært, hvordan man laver film, imens jeg var på arbejde. Når jeg tager beslutninger som instruktør, er jeg enten opmærksom på at undgå fejl, jeg tidligere har set, eller jeg prøver at gøre noget ligeså godt som mine forgængere.