Her er vinderen af Erik Ballings Rejselegat

Manuskriptforfatter Maya Ilsøe skal på ferie
Billede

Nordisk Film Fonden uddelte i dag Erik Ballings Rejselegat på 50.000 kroner på Scene 4 hos Nordisk Film i Valby.

Legatet går til en inspirationsrejse, da Erik Balling, manden bag Olsen Banden-filmene, og hans kollega Henning Bahs, i sin tid forstod hvordan rejser kan hjælpe kreativiteten på vej, og samtidigt skaber et åndehul til at samle nye kræfter i.

I år bestod juryen af producer René Ezra, skuespillerinden Danica Curcic, manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt og instruktør Louise Friberg.

Dette års modtager blev manuskriptforfatter Maya Ilsøe (tv-serien Arvingerne), der i sin takketale sagde, at det er klogt af Nordisk Film Fonden at prioritere ferien, som der ofte ikke er så meget plads til i branchen.  Hun fortalte yderligere til kino.dk ”… at der er nogen, der tænker, at det er vigtigt at huske pauserne og livet. Det føles meget generøst, at der er kollegaer, der tænker at de skal sende en på ferie. Det er jeg meget rørt over.”

Blandt tidligere legatmodtagere ses Nikolaj Arcel (En kongelig affære), instruktør Martin Zandvliet (Dirch) og Susanne Bier, som snart har premiere på Serena.