Von Triers protegé bag årets bedste gyser

The Babadook er en ægte kritiker-darling
Billede
(© Causeway Films)

Gysere er muligvis den gerne, der oftest bliver slagtet af kritikerne. Men en australsk horrorfilm ved navn 'The Babadook' bryder forbandelsen og får stribevis af gode anmeldelser.

Filmen er instrueret af debutanten Jennifer Kent, der har været i lære hos ingen ringere end vores egen Lars von Trier.

Kent så Dancer in the Dark i 2000, hvorefter hun sendte en mail til danskeren, som gav hende et job på Triers Dogville.

- Jeg havde en masse lortetjanser på den film, men jeg fik lov til at følge processen fra start til slut. Det, jeg lærte om Lars, som jeg har taget med mig siden, er, hvor stædig han var. Han havde en vision, og selvom det var idiosynkratisk, var han stærk. Som en kvinde, så var det virkelig noget, jeg havde brug for at tage ombord, fortalte Kent til The Hollywood Reporter under Sundance Film Festival i foråret.

Trods australsk premiere tilbage i starten af året og omtale på Sundance-festivalen er det først nu, hvor den står foran amerikansk distribution, at filmens rygte kommer virkelig bredt ud. Dette skyldes ikke mindst, at forskellige anerkendte medier i USA og Storbritannien roser den til skyerne.

Empire Magazine (5/5 stjerner):
- En af de stærkeste, mest effektive gyserfilm i de seneste år - med skuespil i prisklasse fra Essie Davis og et fantastisk designet monster, som godt kunne blive dette årtis fremtrædende spøgelsesarketype.

Time Out New York (5/5 stjerner):
- Kent er et naturtalent. Hun foretrækker skarpe kompositioner og ukræsen klipning, mens hun transformerer det banale hus til en subtil, skyggeagtig trussel. Du springer ikke ud af stolen på grund af en overivrig lyddesigner, og da bæstet viser sig (en vild skabning af dukkeføring, stop-motion-animation og suggestive lyde) er det muligt at blive lige så revet med af Davis’ fra-mus-til-løve-præstation.

The Hollywood Reporter:
- Præstationerne er solide, inklusiv unge (Noah, red.) Wiseman som et barn med overnaturlig følelsesmæssig artikulation, som er sårbar, men alligevel ikke uden ressourcer når trængt op i en krog. Men det er Davis, der bærer filmen på sine skuldre.

Variety:
- Denne omhyggeligt designede og instruerede debutfilm fra manusforfatter/instruktør Jennifer Kent […] formår at levere reelle sædegribende chok, mens den også berører mere seriøse temaer om tab, sorg og andre dæmoner, som ikke så let forsvinder.

Samlet set får filmen 90 % på Metacritic ud fra en samlet score, baseret på syv anmeldelser. På Rotten Tomatoes får 'The Babadook' 95 % baseret på 44 anmeldelser, dog kun tre såkaldte top kritikere.

Traileren giver et meget godt billede af, hvad filmen er for en størrelse med krybende uhygge og ægte fornemmelse af rædselshus.

'The Babadook' får amerikansk premiere den 28. november, men er endnu ikke planlagt til dansk biografdistribution.