Greengrass graver tunnel under Berlinmuren

Captain Phillips-instruktøren bag ny autentisk film
Billede

Instruktøren Paul Greengrass er nærmest specialist i spændingsfilm baseret på virkelige hændelser, og nu tyder det på, at han kaster sig over endnu én i den genre.

Ifølge Variety er Greengrass tilknyttet en filmatisering af Greg Mitchells kommende bog, 'The Tunnels' - en sandfærdig beretning om nogle vesttyskere, der forsøger at smugle deres familier ind fra Østberlin via en tunnel.

Historien er hentet fra 1961, hvor adskillige mennesker forsøgte at undslippe det kommunistiske Østtyskland med kreative idéer som luftballoner og lange sejlture rundt om grænsen via Østersøen.

Flere af Greengrass’ tidligere film, bl.a. United 93 og Captain Phillips, er neglebidende beretninger om virkelige mennesker i pressede situationer, så vi kan forvente samme grad af spænding i 'The Tunnels'.

Instruktøren har ellers masser af projekter i kalenderen: En mulig ny Bourne-film, 'Memphis' om Martin Luther King Jr. og Al Qaeda-filmen 'Agent Storm'.