Frost-instruktør laver ny film for Disney

Fra animeret eventyr til live action fantasy
Billede
(© Disney)

Jennifer Lee, der skrev Vilde Rolf og var medinstruktør på den Oscar-vindende Frost, har fundet sit næste filmprojekt.

Variety kan i dag afsløre, at Lee fortsætter sit succesfulde samarbejde med Disney med en live action-filmatisering af Madeleine L’Engle’s prisvindende ungdomsbog 'A Wrinkle in Time' fra 1962.

Bogen handler om pigen Meg og hendes geniale storebror Charles, hvis far er forsvundet sporløst.

Da søskendeparret finder ud af, at faren, der var videnskabsmand, har arbejdet på en slags tidsmaskine, begiver de sig ud på en eventyrlig rejse for at finde ham. Snart ender børnene på en fremmed planet, der herskes af en gigantisk ond hjerne kaldet The Black Thing.

Disney har arbejdet på filmen siden 2010 og havde oprindeligt hyret Bridge to Terabithia-manusforfatteren, Jeff Stockwell, men nu overtager Lee skrivetjansen.

Hvem der skal instruere 'A Wrinkle in Time' er stadig ukendt, men det skulle ikke undre os, hvis Lee selv tager opgaven, nu hvor hendes sidste film endte med at indtjene 1,2 milliarder dollars. Herfra siger vi bare: "Lad det ske!".