Vores bud på årets Oscar-vindere - del 2

Vinderne 2014?
Billede
(© Nordisk Film/Disney Pictures)

Forleden forsøgte vi at spå fremtiden og diske op med vores bud på  Oscar-vinderne for Bedste film og Bedste instruktør samt de fire skuespiller-kategorier.

I dag skal det handle om de to manuskript-kategorier, animationsfilm, dokumentarfilm og sidst men ikke mindst prisen for Bedste ikke-engelsksprogede film.

Manuskript over et andet forlæg:
Vores bud: 12 Years a Slave

John Ridleys manuskript over Solomon Nortthups biografi fra 1853 er det sikreste bud. 12 Years A Slave vandt hovedprisen ved USC Scripter Award, hvilket oftest også resulterer i en Oscar-sejr, og slavedramaet er samtidig den stærkeste kandidat i kategorien Bedste film - hvilket altid er et ualmindeligt godt tegn. De eneste rigtige konkurrenter er Wolf of Wall Street - der alligevel virker alt for vovet til akademiet - og den britiske Philomena, der vandt ved hjemlandets BAFTA-uddeling.

12 Years A Slave

Originale manuskript:
Vores bud: American Hustle

David O. Russell ligner en favorit med opbygget good will hos akademiet og en BAFTA-pris i bagagen. Denne kategori er dog kendt for at lovprise de alternative historier, hvilket i virkeligheden passer bedst på Hende. Spike Jonzes bizare kærlighedshistorie har tilmed vundet WGA, Golden Globe og Critic’s Choice Award. Alligevel tror vi på, at det mere konservative Oscar-akademi vælger O. Russells flamboyante 70er-fabel. Simpelthen fordi de bedre kan relatere til den.

American Hustle

Animerede film:
Vores bud: Frost

Disneys Frost, der kan kaldes en slags comeback for selskabet, er ikke blot en kæmpe publikums- samt anmeldersucces, men også en animationsfilm, der vækker minderne om dengang, man var barn, og den nyeste landeplage kom fra Mickey Mouse-fabrikken. Vinder 'Frost', er det Disneys første Oscar-sejr i 14 år. Og det gør den!

Frozen

Dokumentarfilm:
Vores bud: The Act of Killing

Vi bliver nødt til at stole på, at Oscar-akademiet gør som Golden Globe-bagmændene og vælger at honorere Joshua Oppenheimers originale film – om ikke andet for dens store betydning ved at sprede budskabet om folkemordet i Indonesien. Den dansk-producerede film er dog oppe imod '20 Feet From Stardom', der handler om musikbranchens ukendte back up-sangere. Denne har været en rigtig publikums-pleaser i USA. Men præcis det samme kan siges om sidste års vinder Searching for Sugarman. Og ville det ikke være kedeligt, hvis akademiet bare kopierede sidste års resultat?

the Act of Killing

Ikke-engelsksprogede film:
Vores bud: Den store skønhed (Italien)

Thomas Vinterbergs Jagten er absolut ikke dømt ude, og det samme gælder The Broken Circle Breakdown. Begge film er fremragende værker med håndgribelige temaer, og så handler de endda om normale mennesker i ekstreme situationer. Den slags vejer tungt hos akademiet, men det danske og belgiske drama er kommet i skarp konkurrence med den storslåede, dybtfølte og imponerende Den store skønhed, der allerede har vundet en BAFTA og en Golden Globe for Bedste ikke-engelsksprogede film. Derfor er den trods alt favoritten til at vinde den gyldne statuette søndag nat.

Den store skønhed