James Franco vil bag kameraet på verdens dårligste film

Historien om 'The Room'
Billede
(© Wiseau-Films)

Skuespilleren James Franco vil lave en film om tilblivelsen af kultfilmen The Room. Han skal både instruere og producere, ligesom han muligvis kommer til at spille med overfor sin bror, Dave Franco, i filmen.

Rabbit Bandini Productions, James Francos filmselskab, har købet rettighederne til at filmatisere bogen 'The Disaster Artist: My Life Inside The Room'.

'The Room' er kendt som en af verdens dårligste film. Men det, der gør den interessant, er, at filmens skaber, Tommy Wiseau, instruerede/producerede/spillede hovedrollen/komponerede musikken med så stor passion for projektet, at han aldrig fornemmede dens utallige manglende kvaliteter.

Filmen er berygtet for sine ubehjælpelige replikker, usammenhængende plot, barnlige psykologi og ikke mindst lattervækkende sexscener med tilhørende upassende flødemusak. Men ingen tvivl om, at det er så pivringe, at det er sjovt.

Ed Wood, med Johnny Depp som den notorisk elendige instruktør bag 'Plan 9 from Outer Space', virker som et oplagt sammenligningsgrundlag med den nye film, der endnu ikke har nogen titel eller premieredato.