Elizabeth Olsen om sit Avengers-kostume

Scarlet Witch kommer ikke til at se ud som i tegneserien
Billede
(© Marvel.com)

Elizabeth Olsen er et af de nye ansigter, vi skal stifte bekendtskab med i 'Avengers 2: Age of Ultron'. Hun spiller superhelten Scarlet Witch, men det bliver ikke med samme kostume som i tegneserieforlægget. Det fortæller hun til Total Film.

Dermed kommer fans af karakteren ikke til at se den ret udfordrende dragt, som Scarlet Witch er kendt for i tegneserien.

- Jeg tror ikke, at Joss (Whedon, instruktøren, red.) ville have hyret mig, hvis han ville have mig til at gå i det tøj. Jeg er ikke professionel atlet, og jeg er heller ikke model. At have det tøj på ville ikke være sjovt for nogen, der ikke er enten atlet eller model, fortæller Elizabeth Olsen.

- Han havde allerede en anden idé. Den respekterer og involverer tegneseriekarakteren, men den er anderledes. Mere grundfæstet. Den er til en nutidig person.

Olsen understreger, at det ville have været latterligt at tage et kostume på, som ligner Scarlet Witch-dragen fuldstændig:

- Hvis nogen gik rundt med det tøj, hun har på i tegneserien, så ville folk standse op og sige: "Hvad helvede... hun tror, hun er en superhelt!"

Et er, hvad Whedon og Olsen synes, noget andet er fansene, der måske vil blive skuffede over ændringer i kostumet.

Hvad synes du? Skulle de holde sig til de røde, knappe klæder fra forlægget? Eller er det ok, at man laver lidt om og tilpasser skuespilleren?

Ud over en række gengangere fra The Avengers, er Paul Bettany blevet castet som The Vision, James Spader som skurken Ultron, Thomas Kretschmann som Baron Strucker og Aaron Taylor-Johnson som Scarlet Witchs bror, Quicksilver.

Avengers 2: Age of Ultron får premiere i 2015.

Scarlet Witch