Oversete favoritfilm #12 - Le trou
Min første oplevelse med Le trou er også historien om tiden før internettet.
Jeg stødte på filmen i starten af 90erne, hvor DR viste den en sommeraften efter midnat. Som ca. 16-årig var planen ikke at se en gammel sort/hvid-film, som jeg aldrig havde hørt om, og som tilmed var fransk. Som handlingen skred frem, var der dog ikke noget at gøre. Den måtte absolut ses til ende, og ’Le trou’ står stadig som én af mine største filmoplevelser nogensinde.
Desværre gik jeg glip af de første 3-4 minutter, men ifølge JydskeVestkystens TV-program hed filmen ’Hullet’. Et ”Fransk drama fra 1960”, som der vist nok stod. Mere vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke engang, hvem der havde instrueret, og jeg kunne ikke finde filmen i min ellers så trofaste filmguide af Leonard Maltin.
Til gengæld var jeg ikke i tvivl om, at jeg netop havde set et mesterværk. Historien handlede ganske enkelt om en fangeflugt. Dem havde jeg set flere af, men aldrig noget i nærheden af den omhyggelighed, som filmen og de fem indsatte lagde for dagen. Jeg var definitivt opslugt, og ovenpå den, nærmest unødvendigt, formidable slutning, var jeg solgt. Filmen var intet mindre end perfekt. Jeg stod bare alene med oplevelsen.
5-6 år senere blev jeg endelig klogere. En underviser i fransk filmhistorie på universitet kendte ikke til filmen, og da alt håb efterhånden var ude (internettet var stadig en eksotisk størrelse), dukkede den op i en bisætning af Ole Michelsen i hans selvbiografiske bog, ’Film skal ses i biografen’. Han nævnte endda instruktøren, Jacques Becker (der døde samme år, som filmen udkom i Frankrig), og beviset for filmens blotte eksistens var en mindre sejr.
Da internettet kort efter blev det mest naturlige i verden, kunne jeg læse om filmen på diverse hjemmesider, men opstøve den kunne jeg ikke. I 2007 udkom den på DVD. Gensynet med ’Le trou’ mere end 15 år senere lignede på lang afstand en åbenlys skuffelse. Den ville aldrig kunne leve op til førstehåndsindtrykket, og jeg tøvede længe med at se filmen, jeg havde jagtet i årevis.
Det var naturligvis uberettiget. Den uendeligt tålmodige instruktion, den nærmest nidkære sans for detaljer, brugen og betydningen af reallyde samt essensen af uforfalsket spænding resulterer i et mesterværk, som til hver en tid hører hjemme på min liste over verdens ti bedste film.
Den kan stadig købes på DVD. Den kræver noget af sit publikum. Og den giver tifold tilbage.