Kampen om 'Noah' raser

Aronofsky og Paramount i clinch om Noah-filmen
Billede
(© Paramount Pictures)

Gud og Jesus har det med at skabe kontroverser, så snart de optræde på film. Derfor passer det fint, at instruktør Darren Aronofsky (Black Swan) og filmselskabet Paramount (ifølge standhaftige Hollywood-rygter) er endt i en mindre krig om den endelige version af 'Noah', der efter planen skal have premiere til næste forår med Russell Crowe i hovedrollen.

Noah og hans våde historie kender de fleste nok i forvejen. Gud prikker ham på skulderen, og fortæller at det bliver regnvejr. Noah bygger en kæmpe træbåd og tager en masse dyr med på tur. Og så er der de møgfarlige, fire meter høje, seks-armede, faldne engle der går bananas... Yup.

Aronofsky bygger grundlæggende sin filmfortælling på den klassiske, børnevenlige historie om Noahs ark, men med en del flere interessante elementer, såsom "the Watchers".

Det er i hvert fald, hvad folk der har læst manuskriptet til filmen, har afsløret. Men der er kommet flere afsløringer i spil. En grynet iPhone-videooptagelse af filmens trailer er nu dukket op online. Denne trailer er dog meget konservativ og stort set strippet for kontroversielle tilføjelser (såsom sure, seks-armede engle).

Billede fra Aronofskys tegneserie 'Noah'

Om Aronofsky og Paramounts skænderi stammer fra dette vides ikke, men det ville ikke være overraskende, hvis det store og etablerede filmselskab ikke kan forlige sig med den unikke instruktørs alternative idéer.

Det er meget let at træde mange mennesker over tæerne, når man laver en film baseret på en religiøs historie fra Bibelen, så måske er Paramount ved at få kolde fødder over at have en kreativ kunstner som Aronofsky ved roret. 

Så skulle de have holdt øje med Aronofskys tegneserie ’Noah’, for her findes hans historie faktisk allerede i visuel form. Han udgav den i 2011, uden at nogen egentlig lagde mærke til det. Spørgsmålet har bare altid været, hvor meget af tegneserien der ville komme med i filmen, og det er muligvis kilden til diskussionerne mellem instruktør og filmselskab.

Billede fra Aronofskys tegneserie 'Noah'

'Noah' er klart Darren Aronofskys dyreste produktion til dato, med et budget på 60 mio. dollars (The Fountain lå på 35 mio. dollars). Og selvom Paramount er vant til at have mange flere dollars ude at svømme (fx. World War Z til 190 mio. dollars), så er det mange penge at have investeret i en film, der har en uafhængigt tænkende auteur-instruktør i front, som de måske har svært ved at kontrollere.

Lige meget hvad, så bliver det en kontroversiel film, men de fleste håber nok på, at Aronofsky får så mange af sine gale idéer med i filmen som muligt.

Noah skal efter planen have dansk premiere d. 27. marts, 2014, så længe problemerne mellem instruktør og filmselskab ikke forsinker produktionen yderligere.