To Pixar-film udskudt

Ingen Pixar-premiere i 2014
Billede
(© Pixar)

Pixar-filmen 'The Good Dinosaur' er blevet udskudt fra sommeren 2014 til slutningen af 2015. Samtidig flytter 'Finding Dory' til 2016.

Årsagen bunder formentlig i uoverensstemmelser mellem filmselskabet og Bob Peterson, der for en måneds tid siden blev droppet som instruktør på dinosaur-filmen. Det samme skete for Brenda Chapman under produktionen af Brave.

Peterson, medinstruktør og medforfatter af Up, er også medforfatter på historien om en 21 meter høj teenage-dinosaurs venskab med drengen Spot. Hvem der skal afløse som instruktør er endnu uvist.

2014 bliver hermed det første år siden 2005 uden en biografpremiere på en ny film fra det hæderkronede animationsstudie.

Forsinkelsen betyder, at 'Finding Dory' (fortsættelsen til Finding Nemo) flytter fra ultimo 2015 til sommeren 2016.

The Good Dinosaur kan ses i de amerikanske biografer fra den 25. november 2015.