Hugh Jackman i science fiction-komedie

Får rolle i Neill Blomkamps næste film
Billede
(© Madhouse Entertainment)

Hugh Jackman får en rolle i science fiction-komedien 'Chappie', der er instrueret af Neill Blomkamp (Elysium).

Hollywood-stjernen fortæller til Screen Daily, at han har et par ugers optagelser i Johannesburg i begyndelsen af næste år. Således bliver der nok tale om en birolle.

'Chappie' kommer til at handle om en robot med meget avanceret kunstig intelligens, der bliver stjålet af nogle gangstere, som vil bruge den i forbindelse med deres egne, skumle planer.

Sharlto Copley, der har spillet med i begge Blomkamps foregående film, skal lægge stemme til robotten, og Dev Patel (Slumdog Millionaire) skulle også være en del af rollebesætningen. Hvem Jackman skal spille, melder historien ikke noget om.

Chappie får dansk premiere den 26. marts 2015, og inden da kan du bl.a. se Jackman i thrilleren Prisoners til december.