'Dum og dummere 2' bliver med Jennifer Lawrence

Jim Carrey og Jeff Daniels får selskab af Oscar-vinderen
Billede
(© Summit Entertainment)

Den seneste tid er der dukket diverse billeder op, der peger i retning af en efterfølger til 1994-komedien Dum og dummere.

Jim Carrey har for nyligt frigivet et billede fra settet, hvor han og Jeff Daniels er iført deres karakteristiske kostumer, hår og makeup fra den første film. Se billedet forneden.

Nu er det imidlertid kommet frem, at Jennifer Lawrence får en cameo i filmen. Hun skal spille en yngre version af Kathleen Turners rolle Fraida Feltcher. Vi kan nok ikke forvente meget mere end et par minutters spilletid med den populære skuespillerinde, der til november er aktuel som hovedrolle i The Hunger Games: Catching Fire.

Samtidig er komikeren Rob Riggle (21 Jump Street) blevet hyret til at spille tvillingerne Travis og Captain Lippencott.

Handlingen foregår 20 år efter den første film, hvor titelkaraktererne Harry og Lloyd skal finde et forsvundet barn i håbet om at få en ny nyre.

Dumb and Dumber To får amerikansk premiere engang i 2014, men har endnu ingen dansk premieredato.

Dumb and Dumber To