Oversete favoritfilm #7 - The Day the Earth Caught Fire

Michael Bo (f. 1960) er kulturjournalist på Politiken siden 1994 og har primært skrevet om film, klassisk musik og teater. Han holder foredrag og har i de seneste år anmeldt film og DVD’er for magasinet Ekko.

Ingen kender Val Guests dommedagsfilm fra 1961. Ingen. Og igen mindes man om, at der for hvert blåstemplet mesterværk derude, findes en film, der er ligeså god, men som af praktiske, ærgerlige grunde var glemt, næsten inden den blev vist.

Jeg er stærkt forundret over, at The Day the Earth Caught Fire overhovedet har haft danmarkspremiere, men det har den, under titlen ’Den sidste paddehat’. Selv fandt jeg den på DVD ved et tilfælde for syv-otte år siden og har set den flere gange siden. Den er en nær slægtning til de mange amerikanske science fiction-film, der i 50erne og 60erne flirtede med Jordens undergang, typisk forårsaget af menneskets umådeholdne forbrug af de naturlige ressourcer eller af vanvittige forskeres halsløse atomforsøg.

Dette har de tilfælles med ’The Day the Earth Caught Fire’, og selv om flere af amerikanerne er fremragende film (ikke alle dog), har deres britiske fætter noget helt særligt. Filmen handler om en alkoholiseret og fraskilt journalist og delefar (Edward Judd), der finder ud af, at fordi både Sovjetunionen og Vesten har foretaget atomprøvesprængninger samtidig, er kloden røget ud af sin akse og styrter nu durk mod solen - og det endelige meltdown. Månederne, dagene, timerne, minutterne og sekunderne tikker af sted på Big Ben. Når de at redde Jorden?

Filmens rammehistorie er holdt i rød-orange farver, mærket af solens brændende nærhed. London er øde, skibe stødt på grund i Themsen, og der er kun en enlig bil at se på Trafalgar Square her 19 minutter inde i countdown. En storsvedende mand misser mod solen, vader ind på en avisredaktion, prøver forgæves at børste sort radioaktivt støv af sin skrivemaskine og beder den eneste anden tilstedeværende tage mod diktat til en avis, ingen alligevel tror, vil blive trykt: ”Det er præcis 30 minutter, siden bomberne, der skulle genoprette balancen, blev detoneret. Inden for de næste par timer vil verden vide, om dette er en ny begyndelse, menneskehedens genfødsel - eller dets endelige nekrolog”.

’The Day the Earth Caught Fire’ har en emotionel og politisk prægnans, der ligger uden for de fleste af dens Hollywood-fætres rækkevidde, men samtidig spiller den som en speed-screwball-komedie af Howard Hawks, ikke mindst i forholdet mellem journalisten og hans nye affære, receptionisten (Janet Munro), der konstant sveder i avalergangen.

200.000 pund kostede den at lave. Her er ingen specialeffekter, men genial brug af generiske TV-optagelser af rasende uvejr, cykloner, ildevarslende lavtflyvende fugle, solformørkelser og massedemonstrationer. Det ligner en million.

Mindst.