Oversete favoritfilm #5 - The Age of Innocence

Det virker måske søgt at kalde en Oscar-nomineret film med Daniel Day-Lewis, Michelle Pfeiffer og Winona Ryder for overset. Ikke desto mindre er Martin Scorseses The Age of Innocence (1993) aldrig blevet anerkendt som det mesterværk, jeg mener, den er.

Reaktionen eller manglen på samme skyldes formentlig, at filmen dengang adskilte sig genremæssigt fra instruktørens andre værker. Publikum var måske ikke klar til, at manden bag Taxi Driver, Raging Bull og Goodfellas pludselig lavede et romantisk periodedrama. Resultatet er dog intet mindre end sublimt.

'The Age of Innocence' (på dansk 'Uskyldens år') er en filmatisering af Edith Wartons Pulitzer-vindende klassiker fra 1920, der handler om New Yorks hykleriske overklassesamfund i 1870erne. Det er en tid defineret af ekstravagante middagsselskaber, hvor et selvbestaltet aristokrati forkrøblet forsøger at leve op til de sociale normer. De puritanske facader opretholdes, mens ondsindet sladder og fordomme lever i bedste velgående.

I disse klaustrofobiske rammer møder vi den unge sagfører Newland Archer (Day-Lewis), der er forlovet med den smukke, uskyldige og helt igennem ordentlige overklassepige, May (Ryder). Da Mays kusine, Madame Olenska (Pfeiffer), vender tilbage til New York, efter et skandaløst ægteskab med en polsk greve, vækkes et hidtil ukendt begær i Newland, og han tilbyder at hjælpe den intrigeramte kvinde.

I bund og grund er det et klassisk trekantsdrama om en mand, der elsker én kvinde, men gifter sig med en anden, fordi det er det rette at gøre. 'The Age of Innocence' adskiller sig dog fra andre ulykkelige kærlighedsfilm ved hjælp af en mesterlig balance mellem det underspillede og det eksplicitte. Den centrale affære, der aldrig bliver til andet end stjålne kys er i sig selv spartansk, mens scenerne mellem Newland og May, er så gennemsyrede af usagte ord, at det giver kuldegysninger, når det i små glimt antydes, at May under overfladen slet ikke er så naiv endda.

Som en modvægt til de mange indestængte følelser har Scorsese valgt at bruge en altvidende voice over, der kan putte ord på det usigelige. Denne eksplicitte fortællestil understøttes af filmens visuelle side, der allerede fra Saul Bass’ grandiose åbningssekvens byder på æstetisk overflod og detaljerigdom. Blomster, smykker, mad, kunst og interiør fylder mindst ligeså meget som de evigt poserende personer, og det hele observeres af et kamera i konstant bevægelse, mens gammeldags filmeffekter guider opmærksomheden og afslører tingenes tilstand.

Filmens kerne er dog den tragiske kærlighedshistorie, der på trods af sin uforløste natur indeholder storslåede momenter. Tag f.eks. scenen, hvor Newland betragter Olenska fra afstand. Hun står ved solnedgang på en badebro som kvinden i et Skagensmaleri. Newland lover sig selv, at kigger hun tilbage, vil han overgive sig til hende. Så storladent, så enkelt og så tragisk, da hun selvfølgelig aldrig vender sig om.