Kommende stjerne - Lise Koefoed

Danmarks nye player?
Billede
(© Jesper Keller/kino.dk)

Du kender hende formentlig ikke, før du har set 'Player', men navnet er Lise Koefoed, og med komedien debuterer hun med sin første større rolle i en spillefilm efter en lille birolle i ’Alle for to’, kortfilm, TV-serier og flere teaterstykker.

Den 27-årige skuespiller er født i Sverige af danske forældre, og da hun var 13 år, flyttede familien til den fynske købstad, Nyborg. Selvom barndommen ikke kun var baseret på den store klassiske drøm om at blive skuespiller, begyndte det alligevel et ligne et karrierevalg, da hun i 2007 kom ind på Statens Teaterskole.

I 2011 blev hun færdiguddannet, og nu, to år senere, er Lise Koefoed aktuel i sommerens store danske komedie. Det lyder simpelt, og er det måske også, hvis man altså har talentet. Svaret gav hun selv, da vi mødte hende i Skuespillerhusets café i København.

- Det var meget traditionelt. Jeg blev ringet op af en caster, der fortalte om denne film som Tomas Villum Jensen skulle instruere, og hvad rollen indebar. Og jeg sagde selvfølgelig ja, fordi jeg synes, det lød spændende. Så var jeg til casting, som gik godt. Så kom jeg til endnu en casting, og her mødte jeg instruktøren og spillede lidt overfor Rasmus (Bjerg, red.), og de fandt ud af, at vi var et godt match, lyder det med et smil fra Lise Koefoed, som kort efter befandt sig på den franske riviera for at starte optagelserne i efteråret 2012.

Hendes karakter i filmen, Louise, beskriver hun som "sej, selvstændig og fornuftig men også med på en udfordring," og særligt sidstnævnte kommer naturligvis på prøve, som det hører genren til.

- Det skønne ved svindlerkomedier er jo, at man hepper på forbryderne. Det kan jeg helt vildt godt lide. Også fordi dem, vi forbryder os imod, har fortjent det, og der er så mange bump på vejen, hvor komikken ligger.

Og skulle man synes, at en film med Casper Christensen og Rasmus Bjerg som pokerspillende players langt hen ad vejen lyder som en film for drengerøve, har man ifølge Lise Koefoed ikke nødvendigvis ret.

- Det er ærgerligt at kønsopdele humor, og jeg tror ikke, at det er rigtigt. Der er lige så mange piger som drenge, der synes, at det samme er sjovt.

Hun har formentlig ret, men døm selv når Lise Koefoed, og Player kan ses i biografen fra den 20. juni.

Lise Koefoed @Jesper Keller/kino.dk