Roger Ebert er død

Tidens største filmkritiker blev 70 år gammel
Roger Ebert (1942-2013)
(© rogerebert.com)

I går døde den amerikanske filmkritiker Roger Ebert (1942-2013) efter en årelang kamp med kræft, som han første gang fik konstateret i 2002.

I 46 år skrev Ebert for Chicago Sun-Times, men hans egentlige gennembrud blev på TV med kollegaen Gene Siskel, hvor de bedste film blev honoreret med ”Two thumbs up!”.

Ebert blev den første filmkritiker som vandt en Pulitzer-pris, og fem år forinden havde han skrevet manuskriptet til Russ Meyers ’Beyond the Valley of the Dolls’.

Ved siden af hans talrige filmanmeldelse udgav han diverse bøger - bl.a. om de største filmoplevelser. Andre gange var det modsatte tilfældet med bøger som ’Your Movie Sucks’.

Først og fremmest vil Roger Ebert dog blive husket for sine formidable formidlingsevner.

Hans anmeldelser var stærkt intelligente men samtidig præget af en tør humor og ikke mindst en ligefrem tilgang til film.

Udgangspunktet var som regel positivt, og topkarakteren (fire stjerner) var langt fra en sjældenhed uanset filmens genre.

Roger Ebert forblev aktiv til det sidste, og anmeldelserne kan læses på hans hjemmeside.