"Det er jo ikke engang terror. Det er total krig!"

Vi har set dagens premierefilm, 'Olympus has Fallen', sammen med Hans Jørgen Bonnichsen, der var chefkriminalinspektør i 41 år og efterfølgende operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste i ni år. Bonnichsen arbejder i dag på freelance basis, og er bl.a. TV-avisens faste efterretningsekspert.

Olympus has Fallen er en actionfilm om et angreb på Det Hvide Hus, og vi spurgte Bonnichsen om hans ekspert-syn på scenariet.

Hvor realistisk er Olympus has Fallen?
Fra det øjeblik Det Hvide Hus angribes, mister filmen fuldstændig forbindelsen med det virkelige liv. Man skal være klar over, at forud for selve sikkerhedsarbejdet ligger et efterretningsarbejde, der skal forebygge, modvirke og forhindre den slags ting. Det her angreb ville være afværget i forbindelse med et gedigent stykke efterretningsarbejde. Det er jeg hundrede procent sikker på.

Det ville desuden være fuldstændigt umuligt at gennemtrænge alle de cirkler, som ligger rundt omkring præsidenten, og mobilisere så stor en trop med våben, uden at nogen ville blive opmærksom på det. I filmen er man udsat for en total krig - det er jo ikke engang terror. Det er total krig! - og i det øjeblik, man kommer i krig, er det jo ikke PET eller Secret Service, der er det ultimative våben. Det er ganske givet hæren.

Det ser man fuldstændig væk fra i filmen. Af gode grunde ellers kunne man jo ikke lave den.

Er forholdet mellem præsidenten og hans agent realistisk?
Den indledende sekvens, hvor man ser personbeskyttelsen, der er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at man nærmer sig det realistiske. Især i forhold til hvor voldsom en intimidering det må være for de gældende menneskers privatliv. For en gangs skyld får man en ordentlig beskrivelse af forholdet mellem den, der beskytter, og den, der beskyttes. Der er masser af eksempler på, at agenten og VIP-personen træner sammen. De kommer utrolig tæt på hinanden, de er jo sammen 24 timer i døgnet.

Er det virkelig korrekt, at man kun fokuserer på at beskytte præsidenten?
Det eneste, det drejer sig om i sådan en situation, er at sikre præsidenten. Man skal have ham væk og isoleret så hurtigt som muligt. Ja, man koncentrerer sig om præsidenten og ikke mange andre. Det er sådan, det er. Han er en VIP-person, og man er ansat til at beskytte ham. Man skal glemme alle andre hensyn.

Præsidenten er vigtig. Ikke fordi han hedder Jensen, Bush eller Kennedy, men fordi han er et symbol på det, der holder nationen sammen. Hvis præsidenten først falder, er det ensbetydende med, at alt falder. Det er også det, filmen på en meget ekstrem måde viser.

Kan en film som denne inspirere til terroraktioner?
Nej, det er jo total krig. Og det er der ikke mange terrorister, der kan mobilisere. Tag filmen for det den er; to timer i stil med Die Hard med happy end og masser af patriotisme.

Er de danske livvagter på niveau med det, vi ser i filmen?
En dansk livvagt er i højeste grad fit for fight, han har ugentlig skydetræning og er uddannet i forskellige discipliner i alt fra ski til vands og i luften. Jeg har tilrettelagt to amerikanske præsidentbesøg i Danmark og ifølge Secret Service, er vi ganske outstandig på det område.

Men er en dansk agent en dræbermaskine på samme måde som Mike Banning?
Det ligger i ordet livvagt, at man er villig til at dræbe og værne om en person med sit eget liv, men man trænes i virkeligheden mere på reflekserne. I sådan en enlig ulv-situation, som skal klare alverdens militærstyrker, der ville en dansk agent nok komme til kort.

Ville du ansætte Gerard Butlers karakter?
Nej, det ville jeg ikke. Han går efter min opfattelse fuldstændig grassat og over gevind. Han bliver som fjenden, og det skal vi jo ikke være.

I filmen tager det 13 minutter at indtage Det Hvide Hus – virker det realistisk?
Det ville jeg stille store spørgsmålstegn ved. Hvis man ikke får øje på et fly, der kommer ind i luftrummet så tæt på Det Hvide Hus, og ikke er i stand til at gøre noget ved det… det er helt hen i skoven! Men selvfølgelig, man kan aldrig nogensinde udstille en garanti. Det er det forunderlige ved sikkerhedsarbejde - om man er PET-chef eller chef for Secret Service. Man kan ikke sige, at noget ikke kan ske. Derfor går man med livrem og seler, for at undgå de forskelige scenarier.

Hvad synes du om filmen?
Jeg hoppede i sædet, i starten af filmen, da præsidentens bil skred ud på broen. Den bil er verdens mest sikrede bil, og vejer otte ton. Scenen er mindeværdig, og var flot lavet… men derefter blev det jo kliché på kliché. Filmen var også meget symbolladet og ekstremt blodig, samt bevægede sig ind på et område, der legitimerer brugen af tortur… Men den kan nok tiltrække det publikum, som elsker Die Hard og katastrofefilm. Samt folk der elsker patriotisme.

Underliggende i 'Olympus has Fallen' ligger jo en angst for, at USA skal miste positionen som den unipolære magt. Hvilket er meget udpræget i det amerikanske samfund lige nu - ikke mindst efter angrebet den 11. september 2001. Man har simpelthen brug for at påkalde sig en patriotisme, som man skal helt tilbage til 50erne, for at kunne finde.