Årets Berlinale-vindere 2013

'Child’s Pose' løb med hovedprisen på årets Berlinale
Mor på mission
(© Parada Film )

BERLIN. Kort før kl. 20 blev den bedste film i hovedkonkurrencen kåret af juryen, der havde besluttet sig for det rumænske drama ’Child’s Pose’ instrueret af Calin Peter Netzer.

Dramaet følger en velhavende mor, der forsøger at redde sin søn fra en fængselsdom, efter han har kørt en teenager ihjel. Vejen til målet går via korruption i et socialt og politisk belastet Rumænien. ’Child’s Pose’ var allerede populær hos kritikerne og med sine både politiske og moralske elementer, kom dens sejr i Berlin ikke som et chok.

Festivalens 2. præmie, Juryens Grand Prix, gik til filmen med konkurrencens måske bedste titel - ’An Episode in the Life of an Iron Picker’. Dramaet fra Bosnien-Hercegovina følger en roma-families kamp for at skaffe penge til en livsnødvendig operation, og Nazif Mujic modtog desuden Sølvbjørnen for Bedste mandlige hovedrolle.

Bedste kvindelige hovedrolle gik til den formidable Paulina García, der spiller titelrollen i den chilenske ’Gloria’. Filmen høstede én af hovedkonkurrencens største bifald takket været sin realistiske og nuancerede fremstilling af singlelivet som 58-årig tilført en vis feel good-faktor.

Sølvbjørnen for Bedste instruktion gik til David Gordon Green for komedien ’Prince Avalanche’ med Paul Rudd og Emile Hirsch, imens Bedste manuskript gik til Jafar Panahis biografiske metafilm, 'Closed Curtain'.

Hvornår årets prisvindere får dansk biografpremiere (og hvor mange af dem der egentlig kommer til landet) vides endnu ikke.