Cate Blanchett som ond stedmor

Ny Askepot-film
Cate spillede den håndfaste Dronning Elizabeth I i 2007
(© Universal Pictures)

Disney har siden 2010 været i gang med at udvikle en ny filmatisering af det klassiske eventyr om Askepot - den stakkels, forældreløse pige, der af sin onde stedmor, tvinges til at være tjenestepige i eget hus.

Rollelisten er dog langt fra komplet. Faktisk er det kun rollen som den onde stedmor, der er tæt på at blive udfyldt, og det af selveste Cate Blanchett.

Cate er ellers oftest set i roller som godheden selv. Snart er hun igen aktuel i rollen som elverdronningen Galadriel i Hobbitten: En uventet rejse, men de onde roller er ved at blive på mode blandt Hollywoods skønheder.

Julia Roberts og Charlize Theron spillede begge den onde dronning i hver deres Snehvide-film tidligere på året, og Angelina Jolie kan til næste år opleves som den onde heks i filmatiseringen af Tornerose-eventyret.

Mark Romanek (Never Let Me Go) skal instruere filmen ud fra et manuskript af Chris Weitz (Det Gyldne Kompas), men der er endnu intet nyt om, hvornår optagelserne kan påbegynde.