Susanne Bier - en filmografi: del 1

INTERVIEW
Susanne Bier er i denne måned aktuel med karrierens 12. spillefilm Den skaldede frisør. 
Vi mødte dansk films førstedame for at snakke de 12 (snart 13) spillefilm igennem fra debuten henover gennembruddet og til den netop aktuelle.

Filminstruktøren Susanne Bier læste oprindeligt til arkitekt, men da hun som færdiguddannet skulle designe bygninger, fangede hun sig selv i at fantasere om de mennesker, der skulle gå rundt mellem de endelige vægge. Hun kunne derefter mærke, at hendes professionelle liv måske skulle tage en anden drejning. Bier søgte først ind på den engelske filmskole som scenograf, men bedst som hun sad til samtalen, kom hun til at nævne, at hun måske hellere ville være filminstruktør. Derefter var der genopslag på Den Danske Filmskole og Susanne greb chancen, søgte og kom ind.

Da Bier i 1987 stod der som færdiguddannet instruktør, var hun bl.a. assistent for Jørgen Leth på 'Notater om kærligheden' (1989) og fik samme år sit første barn. Men da manuskriptet til 'Freud’ flytter hjemmefra' (1991) dumpede ind ad døren, blev hun så begejstret, at det endte som hendes første spillefilm.

Vi møder instruktøren på en af sommerens varmeste dage. Hun har smidt skoene og slynger sig i sofaen, mens vi snakker om at gå fra arkitektstuderende til filmstuderende. Imens viser jeg hende billeder fra hver af hendes film og gensynet med glimt fra fortiden udmunder i et tilbageblik på alle instruktørens spillefilm.

Freud flytter hjemmefra
Svensk/dansk komediedrama fra 1991 om en jødisk familie i Stockholm.

Historien handler også om en jødisk familie, som beskæftiger sig med generationerne efter anden verdenskrig. På den måde kunne jeg virkelig godt genkende mig selv i historien. Ghita Nørby var måske et lidt uventet valg til at spille hovedrollen. Hun var lidt nervøs for, hvordan hun skulle spille jøde. Så sagde jeg: "Prøv at hør her, du er så stor en skuespiller, så det vil du sagtens kunne gøre." Og det var jeg enormt glad for, at hun gjorde. Jeg tog scenografen med for at se mine bedsteforældres dagligstue, fordi jeg synes, at lejligheden i filmen skulle indrettes lidt ligesom deres. De var flygtninge på samme måde som dem i filmen. Det var en enormt livlig indspilning. Ghita var meget generøs og meget åben, og så havde jeg jo overtalt hende til rollen. Hun havde kigget på mig med sådan et blik, som sagde: "Ok, så må du overbevise mig." Det gav mig et vist ansvar.

Det blir' i familien
Svensk/dansk drama fra 1993 med Ghita Nørby som gal skuespillerinde.

Jeg synes stadig, at det den dag i dag er en vemodig film. Det er en værre rodebutik af en film, som jeg dog alligevel elsker højt. Men den har så mange temaer. Den vil virkelig, virkelig meget. Der var én, som havde ni børn, som forleden fortalte mig, at de af hendes børn, som det var lykkedes mindst for her i livet, også var dem, hun ikke nødvendigvis elskede højst, men havde et blødt punkt for. Sådan har jeg det også lidt med denne film. Ghita er fantastisk, men hvis man så den igen, burde man nok have ryddet ordenligt op i den.

Jeg havde jo haft ret meget succes med 'Freud flytter hjemmefra'. Jeg tror på en måde, jeg var lidt naiv, for jeg tænkte om det at instruere en ny film: "Jamen, det gør jeg bare," og det gør man altså ikke bare. Det var enormt sundt at blive mindet om, at manuskriptet skal være gennemarbejdet. Jeg troede, det var fantastisk, men jeg kunne godt se, at vi ikke havde været det nok runder igennem. Det, jeg lærte allermest af, var at få en masse bank og så vide, at man altså godt kan rejse sig. Det gav mig en klar forståelse af, at hverken succesen eller fiaskoen er det, der definerer én. For tror man på sin egen succes, er det giftigt. Man bliver nødt til at bevare sin distance og kende grænsen for sig selv og omverdenens vurdering.

Pensionat Oskar
Svensk drama fra 1995 om en familiefars livskrise.

Jeg havde det rigtig sjovt med denne film. Det er nok også en film, der, hvis man træder et skridt tilbage, har lidt for mange temaer. Men de mange temaer i 'Pensionat Oskar' spiller bedre sammen end i 'Det blir' i familien'. Jeg tror faktisk objektivt, at man også skulle have ryddet lidt op i den. Men den var jo en ret stor succes, både i sit hjemland, men også rundt omkring på festivaler. Jeg bliver helt vemodig over at se dig i dit lyserøde tøj, for det var jo sådan Stina Ekblad var i filmen. Der var noget sjovt over hendes karakter. Hun havde kun lyserødt og lyseblåt på gennem hele filmen. Og det var jeg lidt misundelig på. Det var enorm sjovt at tage én som Stina, som var sådan et Bergman-ikon, og så gøre hende til en slags Barbie. I det hele taget var det en ret sjov film at lave, for man havde lov til at være en smule forhøjet og ironisk overfor virkeligheden. Det var på mange måder en meget personlig film for Jonas Gardell (manuskriptforfatteren, red.), idet det var en film om en mand, der erkender, at han er bøsse.

Sekten
Dansk thriller fra 1997 om to piger, der tilslutter sig en sekt.

Jeg har været sur på mig selv over, at jeg ikke gav manuskriptet en omgang til, inden vi lavede filmen. Jeg tror, at jeg lod mig forføre af mig selv. Det er nok en af de film, jeg har lært mest af. Jeg havde en lurende fornemmelse af, at tredje akt ikke var færdig, men tænkte, at hvis jeg bare lavede filmen, så kunne jeg redde det. Men det kan man ikke. Man kan godt gøre ting i klipningen, men det kan man kun, hvis manuskriptet har været så færdigt, som det kunne blive, inden man gik i gang. Jeg var lidt for uerfaren til at sige stop. Det kræver en enorm styrke som instruktør at sige: "Hør her, nu stopper vi lige det hele, og så går vi historien igennem en ekstra gang." Når jeg skulle falde i søvn om aftenen, tænkte jeg rigtig meget på, at det burde jeg nok gøre. Men når jeg så vågnede om morgenen, tænkte jeg: "Ej, den går sgu nok alligevel." At ignorere den der lurende fornemmelse af, at man bør gøre noget mere, har jeg kun mig selv at bebrejde for. Alle andre gjorde det, de skulle. Det er kun mig selv, der ikke gjorde det, jeg skulle have gjort, og det har jeg lært helt vildt meget af.

Der er et enormt pres, men det skal man som instruktør være urørlig overfor. Man kan godt tage fejl som instruktør. Hvis man gør noget, som man har troet 100 % på, og det så viste sig at være forkert, kan man tilgive sig selv. Men man kan ikke gøre noget, som man er en lille bitte usikker på og så tro, at den går. 'Sekten' er den film, hvor jeg ikke har tilgivet mig selv. Den fejl kan jeg ikke forestille mig at gøre igen. Jeg kan sagtens lave andre fejl, men ikke lige den.

*Serien fortsætter på fredag med filmene fra 'Den eneste en' til 'Efter brylluppet'