Channing Tatum skal måske instruere 'Magic Mike 2'

- hvis stripperfilmen altså bliver til noget
Channing Tatum skal måske debutere som spillefilms-instruktør
(© Nick Wechsler Productions)

Kombinationen af romantik og muskuløse mandeoverkroppe smurt i olie overgik de flestes forventninger, og den syv mio. dollars dyre Magic Mike har indspillet 113 mio. dollars i USA alene. Herhjemme har filmen solgt 42.195 billetter.

Det er derfor ikke underligt, at filmskaberne vil følge op på succesen med en efterfølger. Hovedrollen fra etteren, Channing Tatum, er lige nu på tale til at instruere 'Magic Mike 2'. Idet plottet er løst baseret på Tatums egen fortid som stripper, er det heller ikke helt ude i hampen at give ham mere ansvar.

Channing Tatum kommer til at få en medinstruktør i form af Steven Soderberghs (etterens instruktør, red.) producer gennem mange år, Reid Carolin, der også skrev manuskript til 'Magic Mike'.

Carolin afslører, at 'Magic Mike 2' lige nu kun er i planlægningsfasen, men at der muligvis bliver tale om en road movie.

- Vi taler meget om det, du ved. Vi har en historie, og den er virkelig skør og sjov. Det er en slags road movie, hvor en gruppe strippere mødes igen. Det er mere en bred komedie. Jeg ved ikke, om den bliver til noget eller ej.

'Magic Mike 2' har altså ikke fået grønt lys endnu, men så snart Channing Tatum har givet Broadway-versionen af etteren luft under vingerne, har han igen tid til at koncentrere sig om filmen.