Bille August skal ikke instruere Blixen-film

Uenighed fører til brud mellem Grasten og August
Bille August instruerer Vera Torpp Larsson i 'Marie Krøyer'
(© Rolf Konow)

Tilbage i 2010 skrev vi om den kommende danske storfilm 'Tanne', der biografisk skulle skildre Karen Blixens unge år.

Filmen var i første omgang planlagt til at få premiere i år, men nu har uenighed ført til et brud mellem filmens producent Regner Grasten og dens instruktør Bille August.

Ifølge Grasten er det uenighed omkring filmens fokus, der har ført til, at August er blevet skiftet ud. Regner Grasten udtaler til TV2 News:

- Vi har hele tiden gerne villet lave filmen om Tannes barndom og lidt mindre om hendes ungdom.

Den fordeling kunne de to åbenbart ikke blive enige om, og nu skal Anne-Grethe Bjarup Riis overtage instruktørstolen.

Det giver på mange måder god mening, at tingene har ændret sig i denne retning.

Personlighedsmæssigt er det svært at se et samarbejde for sig. Hvor August er kendt for at være meget kunstnerisk i sin tilgang, er Grasten mere folkelig, som vi i år har kunnet se i den populære Hvidstengruppen, instrueret af Riis.

Regner Grasten dropper også den oprindelige idé om at lave to film over emnet, da der ikke er penge nok fra Det Danske Filminstitut. Han lægger dog ikke skjul på, hvad målet med filmen er:

- Drømmen er, at vi skal have en Oscar, og det har vi muligheden for, fordi Karen Blixen var det menneske, hun var.

Om Anne-Grethe Bjarup Riis kan levere en Oscarvindende film, og derved følge i Bille Augusts fodspor, må tiden vise.

Tanne starter optagelser i 2014. Bille August er dog aktuel i år med Marie Krøyer den 27. september.