Bille August om exit fra Karen Blixen-film

Instruktøren kommenterer på uenigheden med Regner Grasten
Bille August kommenterer på 'Tanne'
(© kino.dk)

For et par dage siden kom det frem, at Bille August alligevel ikke skal instruere filmen om Karen Blixens unge år med titlen 'Tanne'. Begrundelsen var, at producenten Regner Grasten og instruktøren August ikke kunne blive enige om det fokus, historien skulle have.

I forbindelse med et interview om Augusts næste film, 'Marie Krøyer', spurgte vi til bruddet med Regner, og den 63-årige instruktør havde følgende forklaring:

- Forudsætningen for, at en film skal blive god, er, at producenten og instruktøren skal være enige om udtrykket, og hvad filmen skal handle om.

- Det var Regner Grastens idé at lave en film om Karen Blixens ungdom og barndom, og det synes jeg lød spændende, så vi gik ind i et samarbejde. Men vi havde forskellige opfattelser af dybden af historien, og hvad den i virkeligheden skulle handle om. Vi skiltes som venner.

- Jeg har stor respekt for Regner og den fandenivoldske måde, han finansierer sine film på. Nu er der en anden instruktør, der skal overtage, og det synes jeg er fint.

Anne-Grethe Bjarup Riis er denne anden instruktør, og hun arbejdede også sammen med Regner Grasten på dette års største danske film, Hvidstengruppen. Optagelserne til Tanne begynder i 2014.

Du kan se hele kino TV-interviewet med Bille August op til premieren på Marie Krøyer den 27. september.