Transformers-babe i ny Mad Max-film

Hun skal spille overfor Tom Hardy og Charlize Theron
Rosie Huntington-Whiteley som Carly i 'Transformers 3'
(© Paramount Pictures)

Efter utallige forsinkelser ser det endelig ud til, at den nye Mad Max-film er på rette vej. Instruktør George Miller og resten af holdet tager til Namibia i næste måned for at påbegynde optagelserne.

Filmen har allerede sin hovedrolleskuespiller som Mad Max klar i Tom Hardy (Inception), og den kvindelige ditto skal spilles af Charlize Theron (Prometheus). Nu er en ny skuespiller blevet bekræftet til filmens rolleliste, og der er tale om Rosie Huntington-Whiteley, der bedst er kendt som Megan Fox' afløser i Transformers 3.

Huntington-Whiteley kommer til at spille en af "The Five Wives" - en konvoj af kvinder, der bliver jagtet af skurke, og som Max skal redde undervejs.

De første tre Mad Max-film var med til at cementere Mel Gibson som superstjerne. Måske denne nye film vil gøre det samme for Tom Hardy, der også har den store skurkerolle i The Dark Knight Rises til juli.

'Mad Max: Fury Road' har endnu ingen premieredato.