Thor møder Moby Dick

Chris Hemsworth til søs
Hvalen kan bare komme an
(© Marvel)

Australske Chris Hemsworth er netop nu aktuel som jægeren i Snow White and the Huntsman, men har allerede fået et solidt ry som stærk mand med sin rolle som den hammersvingende gud, Thor.

Nu skal skuespilleren prøve kræfter til søs i filmen 'In the Heart of the Sea'. Filmen er baseret på en virkelig historie om en hvalbåd, der i 1820 sejlede ud fra kysten af Nantucket og blev overmandet af en kæmpe kaskelothval.

Besætningen på 20 mand forsvandt til søs i mere end 90 dage og måtte til sidst trække lod om, hvem der skulle spises. Den virkelige historie har inspireret Herman Melvilles klassiske litterære værk 'Moby Dick'.

Hemsworth spiller skibets styrmand, der for nyligt er blevet degraderet fra kaptajn, men han genoptager lederrollen, da den desperate situation indtræder.

'In the Heart of the Sea' har endnu ingen premieredato, men den spås at udkomme i 2013.