Derfor blev 'G.I. Joe 2' udskudt

3D-konvertering kun en del af forklaringen
Channing Tatum får mere tid på lærredet
(© UIP)

Sidste uge kunne vi med skuffelse konstatere, at 'G.I. Joe - Gengældelsen' bliver rykket fra efteråret 2012 til marts 2013. Årsagen var ifølge en producent, at der skulle foretages et konverteringsarbejde til 3D for at forbedre chancerne for en god indtjening.

Dwayne Johnson, der spiller Roadblock i filmen, har skrevet på sin Twitter-profil, at filmholdet var i gang med at skyde nye scener i 3D, men det viser sig nu, at det ikke er det eneste, der bliver optaget til filmen.

Testvisninger af filmen har givet middel til dårlige anmeldelser, hvilket delvist skyldes mangel på medvirken fra Channing Tatum, der spillede hovedrollen Duke i G.I. Joe - The Rise of Cobra (2009). Tatum har imidlertid været garant for stærkt billetsalg med komedien 21 Jump Street og kærlighedsdramaet Elsk mig igen, så den populære skuespiller får nu mere tid på lærredet.

Konsekvensen af dette er, at der er ved at blive optaget flere scener mellem Tatum og Johnson for at udvikle de to karakterers forhold.

Det interessante er nu, hvor meget 3D-opgraderingen vil betyde på salgsfronten i forhold til de ekstra udgifter, der vil være ved at indspille flere scener, for ikke at tale om yderligere marketing-omkostninger, der nu skal sprede budskabet om en ny premieredato.

G.I. Joe – Gengældelsen får premiere den 28. marts 2013.