Cookie- og Privatlivspolitik
Åbningsscenen fra 'The Dark Knight Rises'

Åbningsscenen fra 'The Dark Knight Rises'

Rapport fra screening i London

Stem op!
15
Stem ned!
-2
(reset)

De sidste par dage har Warner Bros. fremvist prologen fra den kommende Batman-film.

Først fik udvalgte medier i Los Angeles chancen, og onsdag var det Europas og dermed kino.dk's tur til at se den første scene fra Christopher Nolans tredje Batman-film samt korte udvalgte klip. Det hele blev vist i 65mm-formatet i London på Storbritanniens største IMAX-lærred.

Producer (og instruktørens hustru) Emma Thomas introducerede prologen, og vil man intet vide om The Dark Knight Rises, skal man stoppe med at læse... nu!

'The Dark Knight Rises' starter som alle Batman-film. Et Warner Bros. logo efterfulgt af et Batman-logo, denne gang af is - nærmest som om Batman og Robin-filmen med Mr. Freeze aldrig har eksisteret. Lt. Gordon toner frem på lærredet og begræder Harvey Dents død, men kort efter er man om bord på et fly med kutteklædte fanger. Og snart hersker kaos.

Årsagen er naturligvis skurken Bane, og situationen udvikler sig til en spektakulær fangeflugt i luften, som er både veludtænkt, effektiv og brutal. Før jeg har set mig om, er de seks minutter fløjet afsted, og jeg har (desværre) allerede glemt, at der (desværre) kun er tale om en smagsprøve på en af de mest ventede film i 2012.

Bagefter står følgende mest klart:

- Den raspende og hvæsende Bane der ligner en blanding af et dødbringende dyr og en voldspsykopat

- Den spektakulære fangeflugt der kunne være den store finale i enhver større actionfilm, og som minder overraskende meget om en blanding af James Bond og Mission: Impossible-filmene

- Den store mængde af dagslys, der virker forbløffende godt i et univers, hvor Nattens Ridder næsten altid opererer i mørke

- Fraværet af (synlig) CGI. Scenen er ganske sikkert proppet med computereffekter, men det ligner verden, som man kender den. Hvis man altså var ved at falde ud af et fly i selskab med en galning

Bane:
Skurken taler gennem sin maske (der forsyner ham med livgivende gasser) med en hvæsende, semi-mekanisk stemme som en Darth Vader, der har set bedre dage. Desuden fornægter hans caribiske oprindelse sig ikke (han er if. tegneserierne opvokset i et fængsel på en caribisk ø), og det resulterer samlet set i et tonefald, der er lige dele underligt og skræmmende. Og så er der fysikken. Bane er indbegrebet af fysiske love om modstand og masse, og han skulle if. både Nolan og Tom Hardy være langt stærkere end Batman. I tegneserien ’Knightfall’ brækker Bane fx ryggen på den kappeklædte hævner, og Bane virker grundlæggende som en markant mere fysisk og direkte udfordring end Jokeren.

Selve åbningsscenen:
Ligesom åbningsscenen i 'The Dark Knight' er tydeligt inspireret af Michael Manns Heat (Jokerens bankrøveri har flere af de samme kameravinkler, næsten identisk musik og samme tempo), har Nolan også denne gang skelet til andre film. James Bond-film som 'The Living Daylights' og Stallone-filmen Cliffhanger ligner nogle af inspirationskilderne, og scenens spektakulære niveau er i familie med Agent 007 og Ethan Hunt. Alligevel er der tale om noget helt andet. Noget mere voldsomt og mere kontant. Det er ikke så blodet flyder, men det føles sådan. I baggrunden kører musikstykket fra teaser-traileren (det med den messende, krigeriske folkemængde, der minder om starten på Alice Coopers 90er-hit 'Hey Stoopid') som efter alt at bedømme er Banes signatur-score.

Lyset:
Batman har befundet sig bedst i mørke siden Tim Burtons film fra 1989. Tendensen fortsatte i Batman Returns, og selvom Joel Schumachers to film er langt mere kulørte, er hans Gotham stadig indhyldet i nat og skygger. Det samme gælder Batman Begins og The Dark Knight, og derfor kan en høj, blå himmel lyde malplaceret i en Batman-film. Men det er det ikke. Alt er til gengæld tydeligere og på en måde mere til stede, og selvom Batman ikke optræder i prologen, skulle stilen være at finde i flere scener filmen igennem.

CGI:
Ingen kan lave en åbningsscene som denne uden brug af computergenerede effekter, men man kan åbenbart gøre det umuligt at se. Under alle omstændigheder skænkende jeg ikke effekterne en tanke, og det er som regel en god ting og nogenlunde i tråd med de foregående film i Nolans Batman-serie.

Efter prologen blev der vist yderst korte klip fra andre scener i filmen:

- Batman med et stort gevær (plasma?)

- et hurtigt kig på Catwoman (tilsyneladende på besøg) i et fængsel

- en Batpod i høj hastighed i en umulig lav parkeringskælder

- Joseph Gordon-Levitt der bærer rundt på en shotgun

- en ny Batwing (som egentlig mere ligner en art helikopter)

- et særligt appetivækkende klip med Bane klar til kamp overfor Batman ved højlys dag i snevejr

Det er således ikke nemt at pege på noget negativt, men klippet med Catwoman har trods alt ikke overbevist mig. Indtil videre ligner hun stadig filmens svageste led, som dog nødvendigvis må gemme på et eller andet særligt, siden Nolan har skrevet hende ind i trilogiens afslutning.

Hvorom alting er, tyder klippene på (og ja, det er kun gisninger og formodninger), at Christopher Nolan bringer Batman ud af skyggerne for at møde sin hidtil mørkeste og måske endelige fjende. Og han hedder Bane.

Prologen til The Dark Knight Rises kan ses fra den 21. december i udvalgte IMAX-biografer verden over ifm. premieren på Mission: Impossible 4.

Selve filmen får verdenspremiere den 20. juli og dansk premiere ugen efter.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Potter/Batman freak <3user/931082

Nej, nej, nej, det må han bare ikke!! Argh, det ville jeg slet ikke kunne holde ud :'(

..Og alligevel kunne det være et spændende twist :)

-Det bliver VILDT EPIC!

Dunbar

Bruce Wayne fortsætter som superhelt efter hans ryg er helet og en masse andet lort han skal igennem, så Bane afslutter ikke superheltekarrieren for Bruce Wayne - heldigvis.

Eric Poulsen

Bare rolig allesammen! Jeg tror at Anne Hatheway vil klare sig fint når Nolan står bag filmen! Nolan har ALTID styr på sine ting!!

Nørlevuser/670167

På en måde reddede den her artikel da lige min dag pr. omgående fra sidste punktum, og dog, for nu er jeg bare ENDNU MERE spændt!!! :D

Jakob P.

Jeg synes slet ikke at det er en spoiler at få udleveret nogle oplysninger om den 3. batman-film, nu glæder jeg mig bare endnu mere :-) Nice!!!

Linneauser/937984

Denne artikel reddede min dag og nu kan jeg slet ikke vente til juli - der er alt for lang tid til. Jeg har også min skepsis over for Catwoman, men jeg har stor tiltro til Nolan og derfor er jeg sikker på, at hun kommer til at spille en afgørende rolle, da hun ellers ville være overflødig.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Stine Teglgaard

Har du set den med Tom Cruise og American Psycho? Den er så vild!

MVH Stine

6 timer siden
Bjarke Friis Kristensen

Dejligt at se din liste - og bl.a. også lidt kærlighed til den en smule oversete ‘I Love You Phillip Morris’ :) Bjarke, kino.dk

9 timer siden
hakuninuser/15689
hakuninuser/15689

1. Evigt solskin i et pletfrit sind
2. Man on the Moon
3. The Truman Show
4. The Majestic
5. I Love You Phillip Morris

12 timer siden
Yasmin

De er virkelig kommet langt med deep fakes. Man kan seriøst ikke se det er fake!

1 dag siden
Kenneth

Meet Joe Black er efter min mening hans bedste film

1 dag siden

Aktive debatter