Dirch-instruktør vinder fødselsdagspris

Martin Zandvliet får Erik Ballings Rejselegat
Nordisk Films direktør Allan Hansen og prismodtager
(© Nordisk Film)

50.000 kr. og æren af at være i mægtigt fint selskab. Det er, hvad den danske instruktør Martin Zandvliet modtog mandag den 7. november i forbindelse med Nordisk Films 105 års fødselsdag.

Nærmere betegnet fik han Erik Ballings Rejselegat, som blev uddelt af producent Thomas Heinesen på vegne af et prisudvalg bestående af bl.a. Nordisk Films distributionsdirektør Jan Lehmann og Zentropa-boss Peter Aalbæk Jensen.

Martin Zandvliet er kendt som instruktør af Applaus og senest Dirch.

I talen til Zandvliet sagde Heinesen:

"Med 'Dirch' har Martin vist, at han mere end én gang formår at skabe et rum, som skuespillere tør blotte sig i og dermed yde blændende skuespilpræstationer. Hans fascination af de indre dæmoner og mennesket i opløsning er i både 'Applaus' og 'Dirch' blevet til filmoplevelser som står meget stærkt og er svære at ryste af sig."

Martin Zandvliet var tydeligt glad for prisen, ikke mindst på grund af nu at være i selskab med de tidligere modtagere, som bl.a. tæller Susanne Bier, Nikolaj Arcel og Bent Fabricius-Bjerre.