Hovedrollerne fundet til modstandsgruppe-film

De skal spille modstandsfolk i ’Hvidsten gruppen’
Familien Fiil
(© Lars Høgsted)

Skuespillerne, der skal spille historiske personligheder i besættelsesfilmen ’Hvidsten gruppen’, er nu fundet. 

Lederen af Hvidsten gruppen, Marius Fiil, skal spilles af Jens Jørn Spottag (Drømmen), mens Bodil Jørgensen (Idioterne) skal spille hans kone Gudrun Fiil.

’Hvidsten gruppen’ foregår i besættelsestiden og skildrer den autentiske modstandsgruppes anholdelse, retssagsforløb og ventetiden i fængslet samt afskeden med deres familier.

Thomas Ernst, Marie Bach Hansen, Jesper Rienfenstahl og debutanterne Laura Winther Møller og Mia Ejlerskov udgør filmens øvrige store roller sammen med rutinerede navne som Bjarne Henriksen, Anne Louise Hassing, Jesper Asholdt og Mads Wille.

Skuespillerinden Anne Grethe Bjarup Riis er valgt som instruktør, selvom det tidligere hed, at Peter Schrøder skulle instruere.

Riis fortæller om projektet: ”Jeg brænder for at instruere filmen om Hvidstengruppen, fordi det er en milepæl i danmarkshistorien, der er nødvendig at fortælle. Henrettelsen af otte almindelige mennesker, der prøvede at gøre den umulige forskel, er en rystende begivenhed der var med til at gøre Danmark frit. Derfor har vi pligt til at gengive historien med stor respekt og forståelse for de menneskers situation og skæbne”.

’Hvidsten gruppen’ får premiere den 1. marts 2012.