Kino.dk anmelder Scream 1, 2 og 3
Lad os høre din mening om anmeldelserne i kommentarfeltet forneden!
Læs også vores interview med instruktøren Wes Craven.
Scream (1996)
Traditionen tro, er den første Scream-film også den bedste!
Da ’Scream’ udkom, var den et tiltrængt friskt pust til slasher-genren. I dag virker oplevelsen og de selvbevidste gyserreferencer selvsagt mindre revolutionerende, men man skal blot gense den bundsolide åbningsscene med Drew Barrymore for at forstå filmens semi-klassiske status. Filmens styrke er først og fremmest Kevin Williamsons yderst velsmurte manuskript, der leveret af de attraktive teenagere (Neve Campbell har aldrig været sødere) og eksekveret af den ikoniske maskemorder hiver konceptet op på et kløgtigt meta-niveau. Samtidig gør de farcelignende elementer leveret af Courteney Cox, David Arquette og den forfriskende kluntede Ghostface-morder ikke gyset mindre effektivt - hvilket bestemt ikke altid er tilfældet, når humor og uhygge mødes.
Scream 2 (1997)
Seriens toer solgte flere billetter og blev flere steder også bedre anmeldt - en udvikling der formentlig hang mere sammen med fænomenets vækst end helhedsindtrykket. ’Scream 2’ er ret solid, men den slår bestemt ikke originalen.
Efterfølgeren lykkes uden tvivl flere steder, bl.a. ved tilføjelsen af en ekstra metadimension med filmen-i-filmen, Stab. Også mordet på filmnørden Randy, der med morderen i røret jages og slagtes for højlys dag, er helt på niveau med originalens succesfulde miks mellem det grusomme og det uhøjtidelige. Desværre halter toeren gevaldigt i sin afslutning. Williamsons manus såvel som Cravens instruktion fremstår mere (ufrivilligt) komisk end tilfredsstillende. Det sidste indtryk, når maskerne falder og morderne afsløres, lever simpelthen ikke op til filmens ellers fine spændingsniveau. 
Scream 3 (2000)
Fraværet af den originale skaber og manuskriptforfatter Kevin Williamson er intet mindre end fatalt for seriens tredje akt.
Som i enhver gyser med et bare nogenlunde budget, leverer ’Scream 3’ selvfølgelig et par underholdende gys - i dette tilfælde med mordet på Liev Schreibers karakter. Når det så er sagt, byder treeren på den ene fejl efter den anden, og op til flere pinlige præstationer i form af nye ansigter, man blot ønsker henrettet hurtigst muligt. Et overforbrug af metareferencer gør universet direkte utroværdigt, og afslutningen – ja den tror man er løgn! At ’Scream 3’ blev lavet med henblik på at lukke trilogien, er absolut ingen undskyldning for filmens forcerede behov for at afdække mytologien, så alle puslespilsbrikkerne passer. Resultatet blotter, at Scream-konceptet aldrig har handlet om hvem morderen er, men om hvordan denne myrder.
