Viggo Mortensen skurk i ny Superman-film?

Dansk-amerikaneren favorit til skurkerolle i 'Superman: Man of Steel'
Viggo Mortensen i 'A History of Violence'
(© SF Film)
Instruktøren bag den kommende Superman-film, Zack Snyder (Watchmen), er i fuld gang med at caste til sin superheltefilm.

Først fandt han sin titelperson i Henry Cavill. Dernæst rygtedes det, at Kevin Costner skal spille Supermans stedfar.

Nu er den hidtil mest interessante casting på rygtebørsen.

Dansk-amerikanske Viggo Mortensen er nemlig Snyders favorit til filmens store skurkerolle.

Mortensen, der er bedst kendt som helten Aragorn i Ringenes Herre-trilogien, kommer til at spille General Zod - en overlevende fra Supermans hjemplanet Krypton, som på Jorden besidder samme overmenneskelige kræfter som helten selv.

Karakteren General Zod er også med i den glimrende 'Superman II' fra 1980, hvor Terence Stamp spillede rollen, og dengang var han leder for en bande, der også bestod af Ursa og Non.

Om disse skal være med i 'Superman: Man of Steel', er endnu uvist.

Superman: Man of Steel får premiere den 25. december 2012.