”Quentin Tarantino sagde, at min film var blandt hans top 3”

Interview med Animal Kingdom-instruktøren David Michôd
Billede
(© Scanbox)
Når en australsk film rejser hele vejen til Danmark, plejer det at være godt, eller i det mindste alternativt nok til at gøre sig bemærket.

Det australske thriller-drama Animal Kingdom, der har premiere i dag, er ingen undtagelse med opmærksomhed fra både Sundance og Oscar-akademiet.

Vi fik en snak med instruktøren David Michôd om den nye opmærksomhed fra Hollywood.

’Animal Kingdom’ er din debutfilm og er nu nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle. Kan du få hænderne ned?
”Nej. Og det sjove er, at da vi lavede filmen, var jeg faktisk skrækslagen det meste af tiden. Jeg håbede bare desperat, at den ville blive god. Eller i hvert fald at den ikke blev dårlig og ville gøre mig flov bagefter. Så jeg forudså bestemt ikke, at den ville komme så langt, og jeg troede overhovedet ikke, at min første film ville ende i Oscar-kapløbet.”

Fornemmede du ikke undervejs, at I var på rette spor?
”Jo, jeg følte mig jo heldig. Jeg havde faktisk fået samtlige af de skuespillere, jeg havde ønsket. Der var også øjeblikke, der gav mig selvtillid, som da Guy Pearce sagde ja til at være med. Han var så entusiastisk, og han får jo tilbudt sindssygt meget godt, så jeg tog det som et godt tegn. Og så kom Sundance-prisen sidste år … jeg er helt forbløffet!”

En af filmens styrker er, at den udelukkende viser konsekvenserne af fortidens handlinger i stedet for selve handlingen …
”Jeg vidste meget tidligt, at jeg ville lave et krimidrama, der var foruroligende men ikke direkte skræmmende. Og da jeg vidste det, stod det klart at lave en film, der foregår blandt en gruppe mennesker, der allerede fra starten er påvirket af paranoia og tragedie.

Det er en film om en forbrydelse, der allerede har fundet sted, og alle forbrydelser i filmen handler i stedet om hævn og indre frygt.”

Er der noget særligt australsk over ’Animal Kingdom’?
”Ja, men det er et svært spørgsmål at svare på som australier. På nogle måder mener jeg, at der er noget ret australsk over den dysfunktionelle familie. Australske familier er, i hvert fald ud fra mine erfaringer, ret ofte sammensatte og slås med sammenhold. ’Animal Kingdom’ viser netop en sådan ødelagt familie, der har svært ved at kommunikere og tilfældigvis er stærkt kriminel og voldelig.”

Hvad er planerne for din fremtid - skal du til Hollywood?
”Jeg skal helt klart til Hollywood, men jeg har ikke en sikker plan. Det føles som om, den her film har givet mig de mest fantastiske muligheder, og det føles dumt ikke at gribe dem, mens de er der. Jeg har brugt de sidste par måneder på at vende og dreje fremtiden, for jeg vil helst ikke ende som en af dem, der laver en god debut derhjemme og så laver en forfærdelig opfølger i Hollywood.”

Hvilke andre instruktører beundrer du?
”Der er så mange! Jeg har været meget i Amerika på det sidste, og der har jeg sjovt nok hængt meget ud med Andrew Dominik - der også er australier - og som lavede Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford, en af de bedste film i det sidste årti efter min mening. Han var villig til at give mig tid og lære fra sig, hvilket var meget givende for mig”.

Har der været nogle vilde Hollywood-oplevelser?
”Ja, det var så vildt for mig, da Quentin Tarantino sagde, at min film var blandt hans top 3-film i 2010. Og bare det at have en fed samtale med ham, og lytte til hans særlige Tarantino-analyse af min film, var jo absurd fedt!”

Trailer til 'Animal Kingdom'