'Harry Potter 7 - del 1' er årets største premierefilm i Danmark

Eventyret overgår ’Inception'
Potter styrer stadig
(© Warner Bros.)
Alle taler om 'Klovn: The Movie', men faktum er, at ’Harry Potter 7 - del 1’ er årets mest sete premierefilm i de danske biografer.

Billetsalget har netop passeret 'Inception', der med 516.532 billetter var årets hidtil mest sete film. Både Harry Potter og 'Inception' distribueres af Sandrew Metronome.

Troldmandens popularitet er dermed intakt og på niveau med de foregående film i serien, som solgte henholdsvis 645.569 (Harry Potter 5) og 596.291 billetter (Harry Potter 6).

Kun den aktuelle Klovn: The Movie ligner en mulig udfordrer til titlen som årets mest sete 2010-titel. Komedien har indtil videre solgt 257.480 billetter.

Harry Potter og Dødsregalierne - del 1 er stadig aktuel i biografen. Filmen har netop vundet kino.dk’s afstemning om den hidtil bedste Harry Potter-film med 36 % af næsten 3.000 stemmer.