Jigsaw: "Jeg elsker at spille skurk"

Tobin Bell fra Saw-filmene svarer på jeres spørgsmål
Tobin Bell som John "Jigsaw" Kramer
(© Scanbox)
Filmhistoriens mest succesfulde gyser-serie hedder Saw, og den syvende film, Saw VII 3D, har premiere torsdag den 4. november.

I denne anledning fik kino.dk en snak med Tobin Bell, der spiller morderen Jigsaw.

Bell virkede enormt hyggelig og (ikke overraskende) en del sødere end sin kendte karakter. Han var især glad for at svare på spørgsmål fra jer brugere.

Lad os gå tilbage til begyndelsen. Hvordan blev du oprindeligt castet som Jigsaw?

Mig og James Wang (instruktøren) havde et møde om manuskriptet tilbage i 2003, hvor jeg også så hans kortfilm, som han brugte til at sælge ideen med. Vi delte ideer og tanker, og jeg havde tre grunde til at sige ja. For det første synes jeg ideen var meget teatralsk. Tre mænd i et rum, du ved! Det var interessant og anderledes. For det andet var jeg overrasket over slutningen, jeg så den IKKE komme. Og jeg tænkte at det kunne blive et virkelig fedt øjeblik, hvilket det jo også blev. Og så havde jeg aldrig arbejdet med Danny Glover, hvilket jeg gerne ville.

Så du var instruktørens første valg?

Ja, men du skal glemme alt om Saw 2-7. Husk på, at James kiggede efter en mand, der kunne ligge i en blodpøl i to uger, og lave en hilsen på videobånd… så det var en lille rolle i en lille film.

Havde du nogensinde troet, du skulle blive et gyser-ikon?

Nej aldrig, og jeg tror det stadig ikke. Hele denne gyser-ikon-status er fascinerende, for det er noget der sker pga. fansene. Men det er kun godt! Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det med det, er det kun godt! Jeg er altid glad for, at mit arbejde bliver anerkendt … det er jo derfor, man laver det her.

Jigsaw (John Kramer) kan ses som mange ting; morder, frelser, master mind, offer, menneske… har du på et tidspunkt truffet en beslutning om, hvordan du ser ham?

Jeg vil sige, han er et menneske og en dedikeret tekniker. Det er de aspekter, man kan spille. Kameraet ser måske noget andet, men når man spiller ham, er det som en mand med et mål. Han kommer fra en ingeniør-baggrund, hvilket gør ham meget præcis, fokuseret og teknisk, og sådan møder han verdenen. Han har konkluderet, at hans handlinger er det rigtige at gøre… de er dog ret alternative.

Jeg ser Jigsaw som en slags menneskelig version af den kræft-sygdom, han selv bærer. Har du nogensinde tænk på ham som sådan en metafor?

Det er virkelig interessant, at se ham som en metafor. Jeg har aldrig selv set ham sådan, fordi jeg skal spille ham. Men det giver mening, og er da en bedre tolkning end mange andre, jeg har hørt. Hvordan fik du den ide?

Jeg har lige set alle filmene i ét træk, og der virkede det tydeligt, at Jigsaw spreder sig på samme måde som kræft gør.

Det er meget interessant. Tak for den sammenligning!

Det var så lidt … Er det trist at sige farvel?

Ja, for jeg har aldrig set ham som en ond fyr, jeg har altid givet ham så mange menneskelige kvaliteter som muligt. Det havde været mindre trist, hvis han var dårligt selskab, men han er en videnskabsmand, filosof, tekniker og håndværker... og lidt synsk tilmed. Og de mange fascinerende kvaliteter har jeg nydt at spille. John Kramer er en rig karakter.

Så er vi kommet til spørgsmål fra brugerne:

Stine: Kan du sove godt om natten efter en uhyggelig film?
Det afhænger af filmen. Gyserfilm kan dog ikke skræmme mig på samme måde som det virkelige liv. Mine drømme kan godt reflektere min hverdag. Fx hvis jeg ikke kan følge med i min hverdag, så bliver jeg forfulgt i mine drømme.

Sara: Hvordan ville Jigsaws dødsfælde se ud, hvis du Tobin Bell var ofret?
Hmm, jeg ville være lænket fast i Fenway Park i Boston og være tvunget til at se Red Sox vinde om og om igen, mens The Yankees tabte og tabte … men det er faktisk allerede sket, og det var forfærdeligt.

Naja: Bliver folk skræmt af dig i virkeligheden?
Det er sket, men det handlede om omstændighederne. Jeg var i Canada og jeg skulle have noget mad i en restaurant meget sent om aftenen lige før lukketid. Det var koldt, så jeg havde taget en hættetrøje på. Jeg gik op til baren og bad om en ruccola-salat, og den stakkels pige, der stod alene derinde, så mig og begyndte bare at skrige. Hun løb ud af lokalet, og jeg brugte over ti minutter på at berolige hende. I dag er vi gode venner.

Philip: Savner du at spille god?
Jeg har spillet John Kramer som en god fyr, har I ikke opdaget det? Ha ha, ej, det jeg prøver at sige er, at Kramer ikke bare var ond. Han havde dybe følelser for Amanda og endda for Hoffman. Men når det er sagt, så elsker jeg at spille skurk. Man får lov til at gøre ting, man aldrig kunne gøre i virkeligheden, og det er jo det, man spiller skuespil for.

Jesper: Vil Saw nogensinde virkelig ende?
Ikke rigtig for den vil leve videre i fansenes fantasi. Saw VII 3D vil stimulere en masse ideer og tanker hos publikum, fordi der besvares nogle spørgsmål, som fans længe har undret sig over. Og der er nogle vilde essentielle Saw-øjeblikke i filmen, som jeg ved fans vil nyde. Jeg så filmen for få dage siden, og det er en passende afslutning på serien.

Anders: Har du en favorit gyser?
Af alle? jeg vil nok pege på en nyere film, ’The Descent’. Den har en god karakterudvikling, og så er den velskrevet. Og de mest skræmmende øjeblikke er også de mest simple i filmen. Det er en virkelig vellavet gyserfilm.

Hvis jeg nu siger, at Bob fra Twin Peaks er mit favorit gyser-ikon, hvad er så dit?
Da jeg var yngre var det nok Frankenstein, Hyde fra ’Dr. Jekyll and Mr. Hyde’ eller den onde heks fra ’The Wizard of Oz’. Men jeg må sige, at Meryl Streep er pænt uhyggelig i The Devils Wears Prada.