Trailer med Angelina Jolie og Johnny Depp

Første kig på spion-komedien 'The Tourist'
'The Tourist' foregår i Venedig
(© Sony Pictures)
Det er oppe i tiden at lave odd couple-film - dvs. film hvori to vidt forskellige personer støder sammen med romantiske og/eller eksplosive følger.

Genren har nu fået tilføjet en god portion stjernestøv med spion-komedien The Tourist. Her danner filmindustriens måske smukkeste mennesker, Angelina Jolie og Johnny Depp, nemlig det aparte par.

Jolie er (atter) mesterspionen, der opsamler en uvidende turist (Depp), der tilfældigvis ligner en eftersøgt kriminel. Og så går den vilde katten-efter-musen-jagt derudad... Var der nogen, der sagde Knight and Day?

Traileren afslører en blanding af Jolies ekspertise indenfor action-genren og Depps - der desværre mere og mere ligner Anders Lund Madsen - komiske talent.

’The Tourist’ er en genindspilning af den franske thriller ’Anthony Zimmer’ (2005), er instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck (De andres liv) og får dansk premiere til februar 2011.