Viggo Mortensen: "Filmbranchen er nogen gange skuffende"

Torsdag den 28. februar er der premiere på filmatiseringen af Cormac McCarthys roman The Road.

Dansk-amerikanske Viggo Mortensen spiller hovedrollen som en mand, der sammen med sin søn er blandt de få overlevende efter en ødelæggende katastrofe. Deres eneste håb er at drage mod syd, hvor der gerne skulle være varmere.

I et interview med kino.dk fortæller den 51-årige Viggo Mortensen om skuespillets bagside og om at sætte lidt mere pris på livet.

Manden er sådan en ikonisk og alligevel total universel karakter. Hvordan forberedte du dig til at spille ham?
På samme måde, som jeg altid gør: Ved at spørge mig selv, hvor han blev født, hvad har han for en accent, og hvad hans baggrund er. Men man skal smide det væk, når man starter optagelserne, for det handler om, hvad der sker mellem skuespillerne. Og aldrig har jeg smidt det så meget væk, som jeg gjorde denne gang. Det handlede om følelserne mellem drengen og mig, og de opstod først under optagelserne.

Hvordan etablerede du det tætte samspil med drengen (Kodi Smit-McPhee)?
Følelserne mellem os skulle være rigtige, for at det blev troværdigt, så det gjorde vi meget ud af, og vi brugte meget tid sammen.

Hvordan forberedte du dig fysisk?
Tja, jeg måtte ikke spise så meget, ikke drikke øl og spise dessert. Men så snart vi startede optagelserne, var det ikke så svært, for vi blev så trætte hver dag på grund af det kolde vejr og det fysiske arbejde.

Hvordan forbereder man sig humørmæssigt til en så trist tone, der er i filmen?
Jeg vidste, at det ikke ville være nemt at lave denne film. Men jeg vidste, at hvis vi gjorde det rigtigt, og det blev hårdt, ville der også være optimistiske og smukke øjeblikke.

Havde du et forhold til bogen, inden du fik tilbudt rollen?
Jeg er fan af Cormac McCarthy, og jeg har læst alle hans bøger. Så da jeg så manuskriptet, kunne jeg se, at de havde gjort det godt. Det, jeg finder smukt i alle hans bøger, er hans beskrivelser af landskaber. Og hvordan kan man så oversætte det til film? Især med ’The Road’, hvor de taler så lidt i forhold til ’No Country for Old Men’. Det handler om, at der skulle ske en hel masse mellem manden og drengen, og meget af det usagte lå i Javier Aguirresarobes fotografering.

At lave sådan en film må sætte nogle ting i perspektiv om, hvordan vi lever vores liv…
Det synes jeg også. Jeg har talt med mange om filmen bagefter, og de har været meget rørt. Men de har også sagt, at de sætter lidt mere pris på livet, og at de ville ringe til deres far, mor eller søskende, for der var også noget positivt i filmen, selvom den er hård. Det er nemt at glemme, at livet er kort, og man skal nyde det. Og så snart nogen bliver syge og dør, bliver man klar over, at man skal nyde sine venskaber og familie.

Man ser det tit i nyhederne, f.eks. nu med jordskælvet i Haiti. Det er altid interessant at se, hvordan folk reagerer i forfærdelige situationer. Det er helt uretfærdigt og så på Haiti, hvor livet er dårligt i forvejen. Hvorfor sker det der og ikke i Tyskland eller USA? Jeg kan godt forstå, når folk på Haiti stjæler og myrder, når de bliver udsat for sådan noget, ligesom nogle af personerne i ’The Road’ gør. Men der er så mange, der opfører sig ordentligt og hjælper andre, selvom de ikke får noget for det, og det er interessant ved mennesker. Det er sådan, manden og drengen vælger at gøre i deres situation.

Hvordan var det at arbejde med John Hillcoat?
Ligesom med ’The Proposition’ synes jeg, at designet var godt. Jeg talte med ham i telefonen i en times tid. Det første, jeg spurgte om, var, hvordan han ville optage det. Hvis han havde sagt, at vi skulle optage den i et studie med green screen, tror jeg ikke, at jeg ville have været med, men han foretræk selv at finde rigtige locations og gøre det lidt mere ærligt.

Hvor meget af miljøet omkring jer så sådan ud i virkeligheden, og hvor meget var efterredigeret?
Der er enkelte special effekter, deriblandt nogle skyer og ødelagte byer, men terrænet var ægte nok og optaget i Pennsylvania. Og vi frøs så meget, at det føltes så ægte. Som Kodi sagde: ’Det er godt, det koldt, selvom jeg hader det. Vi har udfordringer nok, så det er lettere at være kold end at spille det.’ Det havde han ret i.

Er det rigtigt, at du tager en pause fra skuespilfaget?
Jeg har aldrig sagt, at det var slut og færdigt, for det ved man jo aldrig. Men på det sidste har jeg skullet passe min familie. Livet har fået en større rolle end mit arbejde. Filmbranchen er nogen gange skuffende, for at lave en god film er svært, og det kan være deprimerende engang imellem, når man bruger to år på at lave en film, der får gode anmeldelser, og så er der ingen, der lægger mærke til den. Det har man ingen kontrol over, så man skal bare gøre det bedste, man kan.

Du lader til at være åben over for at spille nogle krævende roller. Ville du være interesseret i fx at arbejde med Lars von Trier engang?
Ja, det er jeg, og jeg var tæt på med hans sidste film (Antichrist, red.) i rollen, som Willem Dafoe spillede. Han kontaktede mig og spurgte, om jeg ville være med, men jeg havde ikke fri. Der er flere danske instruktører, der har spurgt mig, men hver gang der har været en god fortælling, har jeg været i gang med noget andet. Men jeg håber, at det lykkes engang, for der er mange dygtige instruktører og skuespillere i Danmark.