'Twilight' for begyndere

Læs om fænomenet og se scene fra ’New Moon’
Edward Cullen spilles af Robert Pattinson
(© Nordisk Film)
Ikke siden Harry Potter-bøgerne udkom i 1998 har en bog-serie grebet så mange unge som Twilight-serien.

Bygger på en drøm
Det hele startede da den hjemmegående mormon, Stephenie Meyer, begyndte at skrive videre på en drøm, hun havde haft om en vampyrdreng og en teenagepige der mødtes på en eng.

Første bog udkom i 2005, den sidste og fjerde udkom i 2008. Alle er de blevet bestsellers, hvis popularitet er vokset til fænomenstørrelse – ikke mindst pga. de superdedikerede fans.

Superdedikerede fans
Medierne kalder dem fanpires, Twi-fans eller twilighters, og er de af ældre dato kaldes de twi-moms.

Primært kvinder har taget Twilight-bølgen til sig. Forklaringen er enkel. Twilight-serien handler om kærlighed, og i bøgerne er det desuden nemt at genkende elementer fra romantiske klassikere som ’Stolthed og fordom’, ’ Romeo og Julie’ og ’Stormfulde højder’.

Twilight adskiller sig dog fra andre romancer, ved at være overnaturlig. Hovedkarakteren Bella er nemlig et menneske der indædt forelsker sig i en gysende smuk vampyr ved navn Edward. 

Oser af sex
Kernen i historien er, at Edward ikke bare elsker Bella, han tørster bogstavelig talt også efter hende, hvilket betyder at enhver berøring mellem de to hænger sammen med den sværeste grad af selvbeherskelse.

Edward dræber nemlig ikke mennesker, men lever af dyreblod i stedet. Problematikken oser langt væk af sex.

Sammensætningen mellem fristelsen, Edwards gammeldags ridderlighed, action og det at man er inde i hovedet på en ganske almindelig teenagepige, er åbenbart en succesfuld cocktail.

Filmene
Den første film Twilight blev et kæmpe hit i biograferne, og efterfølgeren The Twilight Saga: New Moon har før verdenspremieren d. 20. november været udsolgt i 9 uger. Yderligere to Twilight-film venter forude.


Scene fra 'New Moon' 
Følgende scene viser en tidlig scene i filmen, hvor Edward og hans familie fejrer Bellas fødselsdag. Desværre går det grueligt galt. Se kun scenen hvis du allerede har læst bogen!