På settet til 'Storm'

På en kold og regnfuld martsdag var kino.dk med under optagelserne til familiefilmen, der har premiere den 2. oktober.
En dag på væddeløbsbanen
(© Rolf Konow)
Storm handler om det utraditionelle møde mellem den følsomme og tænksomme dreng Freddie og hunden Storm, der bliver mishandlet af sin ejer.

Den beslutsomme og godhjertede Freddie bortfører derfor hunden, mens et forfærdeligt uvejr raser. Det bliver begyndelsen på et tæt venskab, der ender med, at Storm bliver væddeløbshund.

A Day at the Races
Denne efterårsdag på settet er våd og kold. Med regndråberne løbende ned over ansigtet og en utaknemmelig blæst som værste fjende råber instruktøren ”Værs’go!”, og de koncentrerede skuespillere falder som ved et trylleslag ind i deres roller. Vi befinder os på Kallerup Væddeløbsbane i Hedehusene, godt gemt væk blandt marker og sumpede gevækster.

Udefra kan det virke lidt kaotisk med alle statisterne, hundene og skuespillerne. Men det hele er ganske kontrolleret, da optagelserne til en scene med Troels Lyby, Kirsten Lehfeldt, Gordon Kennedy, Marcus Rønnov (filmens debutant der spiller Freddie), Mille Dinesen og hunden Kenzo skydes i gang. Kenzo er glad, mens han overdynges med utallige kærlige klap fra Marcus Rønnow, der altså også i virkeligheden er blevet glad for den toårige Borderbasse, som han har bestemt, at blandingen mellem en Bordercollie og en Basset skal hedde.

Men Kenzo er ikke den eneste hund på settet. Overalt omkring os står de store muskuløse Greyhounds, der er med som filmens væddeløbshunde, og tripper utålmodigt for at komme ud at løbe stærkt. Der er meget ventetid på en filmoptagelse - også for de firbenede muskelbundte. Den dramatiske scene, vi overværer, udspiller sig under DM i hundevæddeløb, og det går faktisk rigtig stærkt, når de langbenede hunde rigtig slår sig løs. Med mudder og sand hvirvlende omkring sig, kan de nå helt op på 70 km/t her på væddeløbsbanen. Men det er også svært at holde styr på så mange dyr, der måske ikke helt er klar over, at de ikke skal ud at løbetræne eller lege, men faktisk er stjerner i en film.

Pludselig river to af hundene sig løs fra deres ejere, og begynder at tumle rundt i en mudderpøl – instruktøren Giacomo Campeotto sukker et langt ”Taaak”, mens han venter på, at de to hunde er tilbage på deres pladser. Regnen, kulden og pauserne ser dog ikke ud til at genere de mange skuespillere. Gordon Kennedy og Mille Dinesen udnytter pauserne mellem optagelserne til lidt pjat. Dinesen laver sjove ansigter, og Kennedy knækker øjeblikkeligt sammen af grin – men så snart instruktøren råber ”klar til optagelse” retter de sig begge op, og falder ind i deres roller igen.

En træt filmstjerne
Kino.dk møder en træt Marcus Rønnow til en snak om livet som filmstjerne og hans forhold til sin egen rolle Freddie. Det er første gang 12-årige Marcus spiller med i en film, og hans første indskydelse er, at det er lidt koldt at være skuespiller. Jeg har dog også fanget ham til frokost, og han har stået udenfor i mange timer. Marcus kigger ud på regnen, og fortæller, at han kan se meget af sig selv i sin rolle som Freddie, men der er dog visse forskelle, mener han:

”Freddie lyver meget, rigtig meget. Men det er mest om Storm, som han ikke vil aflevere tilbage til ejeren. Men ellers er han en god dreng. Han er jo rimelig presset, også fordi der er en anden dreng, der er jaloux på ham, og altså ikke på hunden, men på en pige, Freddie kender,” smiler han of fastslår med rynket næse, at det altså ikke er en kæreste, men bare en af Freddies gode veninder. Marcus er meget glad for historien om Storm, som han synes er spændende og dramatisk – han lover faktisk, at man ikke kommer til at kede sig:

”Der er jo flere historier i én fortælling,” forklarer han og fortsætter: ”Der er den med drengen og hunden, der er den med drengen og skolen, hvor han bliver mobbet, og så er der den med faderen, der er ked af det over noget, der er sket i fortiden. De tre historier fungerer rigtig godt, for de bliver hele tiden flettet sammen,” siger han og fortæller samtidig, at det har været rigtig sjovt at spille med i Storm:

”Noget af det sjoveste har nok været, da jeg havde pudekamp med Kenzo. Vi ødelagde alle puderne, og der var fjer over det hele,” griner Marcus og fortsætter:

”Min mor er allergisk over for hunde, så jeg har ikke én selv derhjemme. Derfor tror jeg, at jeg kommer til at savne Kenzo, når vi er færdige med filmen,” sukker Marcus, før han hopper i sine gummistøvler. Frokostpausen er slut, men det er dagen ikke endnu. Der er flere scener, der skal i kassen – men hvordan historien om Storm og Freddie ender, det må vi andre vente til efterårsferien for at finde ud af.

'Storm' er instrueret af Giacomo Campeotto, der er søn af Ghita Nørby og Dario Campeotto. Giacomo har også instrueret Møgunger (2003) og Tempelriddernes skat II (2007) og III (2008).

Af Ida Björk Jespersen