Ny Blair Witch-film på vej

Instruktørerne af 'The Blair Witch Project' overvejer at lave en tredje film
Billede
(© © Artisan Entertainment)
For lidt over ti år siden brillerede den billigt producerede, men højst originale, 'The Blair Witch Project' (1999) med en imponerende indtjening.

Joe Berlingers fortsættelse 'Book of Shadows: Blair Witch 2' (2000) var en tydeligt dyrere produktion, men det blev til en mere konventionel gyser, der ikke havde meget med den første film at gøre.

Mændene bag originalen, Daniel Myrick og Eduardo Sánchez, har siden lavet film hver for sig, uden at det er lykkes at genskabe debutfilmens enorme succes.

Nu planlægger de at indspille en treer, som kommer til at foregå umiddelbart efter handlingen i 'The Blair Witch Project'.

Planen er til dels at gå tilbage til den rå, hjemmevideo-agtige stil, men hele filmen bliver ikke nødvendigvis optaget med håndholdt, og nu bliver det naturligvis også umuligt at bilde folk ind, at det drejer sig om virkelige optagelser.

Før planerne kan udvikles skal de to instruktører dog først finde ud af, hvorvidt den oprindelige rollebesætning bringes tilbage, fortæller Myrick.