USA Top 10: Teenager besejrer Russell Crowe og Ben Affleck

Kino.dk ser nærmere på de nyeste og mest populære film i USA.
Billede
'17 Again' blev weekendens mest populære film i USA, og slog dermed ’State of Play’ og ’Crank 2’ uden at få sved på panden.

17 Again
Zac Efron beviste med 17 Again, at han er mere end 'High School Musical. Teenage-stjernens nye komedie debuterede på 1. pladsen med 23,7 millioner dollars i billetindtægter, og det var en anelse bedre end forventet.

Filmen, om en mand i 40’erne (Matthew Perry) der får chancen for at blive 20 år yngre og se ud som Zac Efron, har dansk premiere den 24. april.

State of Play
Det kræver mere end en imponerende rolleliste at blive nr. 1 i USA, hvilket ’State of Play’ er et eksempel på med 14,1 millioner dollars og en 2. plads.

Russell Crowe, Ben Affleck, Helen Mirren, Jason Bateman, Robin Wright Penn og Rachel McAdams var ikke nok til at vælte biograferne, selvom thrilleren fik god kritik af de amerikanske anmeldere.

State of Play har dansk premiere den 29. maj.

Crank: High Voltage
Weekendens sidste nyhed på den amerikanske Top 10-liste, blev fortsættelsen til Crank (2006), der indkasserede 7 millioner dollars, og det resulterede i en skuffende 6. plads.

Forløberen - om en presset Jason Statham der skal holde sin puls oppe for ikke at dø - havde ikke dansk biografpremiere, men efterfølgeren kan ses herhjemme fra d. 31. juli.

’Hannah Montana: The Movie’ og ’Observe and Report’ stod for de største publikumsfald på henholdsvis 58,5 % og 62,1 % i en weekend, der samlet set var 22 % bedre end samme weekend sidste år.


USA Top 10: 17.-19. april

1. 17 Again - total $23,7 millioner

2. State of Play - total $14,1 millioner

3. Hannah Montana: The Movie - total $56,9 millioner

4. Monsters vs. Aliens - total $163 millioner

5. Fast & Furious - total $136 millioner

6. Crank: High Voltage - total $7 millioner

7. Observe and Report - total $18,8 millioner

8. Knowing - total $73,8 millioner

9. I Love You, Man - total $64,6 millioner

10. The Haunting in Connecticut - total $51,9 millioner