USA Top 10: 'Watchmen' sætter rekord for 2009

Kino.dk ser nærmere på de nyeste og mest populære film i USA.
Billede
Watchmen spillede med musklerne og satte sig solidt på 1. pladsen med en omsætning på 55,7 millioner dollars.

Resultatet betød årets hidtil største amerikanske åbnings-weekend foran Madea Goes to Jail (41 millioner dollars) og Friday the 13th(40,9 millioner dollars), men flere box office-analytikere havde alligevel forventet mere.

300 åbnede samme weekend for to år siden med 70,9 millioner dollars og med en lignende målgruppe til Watchmen og samme instruktør var forventningerne store. De blev altså kun delvist indfriet, men alligevel formåede superhelte-sagaen at indtjene mere end de næste 17 film på weekendens top 20 tilsammen.

Åbningsweekenden var på højde med Fantastic Four (56 millioner dollars) og The Incredible Hulk (55,4 millioner dollars), og i det perspektiv var tallet mildt skuffende for en så længe ventet film som ’Watchmen’. Med et budget på 125-150 millioner dollars er der dog ingen tvivl om, at filmatiseringen af Alan Moores lovpriste tegneserie fra 1986 tjener sig selv ind og mere til.

’Watchmen’, der har dansk premiere den 20. marts, var weekendens eneste nyhed på Top 10-listen, hvor Jonas Brothers: The 3D Concert stod for den største nedtur med et fald i billetsalget på alarmerende 77,7 %.

De amerikanske premierefilm næste weekend er Race to Witch Mountain, The Last House on the Left og komedien ‘Miss March’.

USA Top 10: 6- 8. marts

1. Watchmen - total $55,7 millioner 

2. Madea Goes to Jail - total $76,5 millioner

3. Taken - total $118 millioner

4. Slumdog Millionaire - total $125 millioner

5. Paul Blart: Mall Cop - total $134 millioner

6. He’s Just Not That Into You - total $84,6 millioner

7. Coraline og den hemmelige dør - total $65,7 millioner

8. Confessions of a Shopaholic - total $34,8 millioner

9. Jonas Brothers: The 3D Concert - total $16,8 millioner

10. Fired Up! - total $13,4 millioner