Keanu Reeves i rum-western

’Cowboy Bebop’ bliver til spillefilm med Keanu Reeves i hovedrollen.
Billede
’Cowboy Bebop’ er en populær og anmelderrost japansk tegnefilmsserie fra 1998.

Tre år senere blev tv-serien til tegnefilmen ’Cowboy Bebop: The Movie’, der måske ikke nåede seriens højder, men som alligevel fik genren anime ud til et bredere publikum.

Universet er en blanding af science fiction og westerns - hvilket kan lyde som den obskure tv-serie ’BraveStarr’, der i slutningen af 80’erne fik børn til at stå ualmindeligt tidligt op lørdag morgen - men Cowboy Bebop er ikke for de mindste.

Serien gør nemlig en dyd ud af barske og blodige action-scener, og de udspiller sig til tonerne af klassisk rockmusik fra 1970’erne, selvom handlingen finder sted i år 2071.

Keanu Reeves, der selv er stor fan af den anakronistiske serie, skal spille den tilbagelænede leder og dusørjæger Spike Spiegel. Hvem der skal spille den barmfagre Faye Valentine er endnu ikke afgjort.

’Cowboy Bebop’ forventes at få biografpremiere i 2011.