De 10 bedste film i 2009?

Kino.dk’s bud på film du ikke må gå glip af.
Billede
Vi præsenterer andetsteds på siden de måske mest sete film i 2009.

Ser vi derimod på de 10 mest interessante film, der formentlig ikke bliver blandt de bedst sælgende, ser listen således ud:

1. Milk
Gus Van Sants biografiske drama om den første folkevalgte homoseksuelle politiker i USA. Sean Penn ser ud til at levere en Oscar-værdig præstation, og birollerne besiddes af James Franco og Emile Hirsch (premiere d. 30. januar).

2. Waltz with Bashir
Dette er noget så sjældent som en animeret israelsk dokumentar-film bygget på en soldats minder om massakren i Beirut, 1982. Filmen har opnået stor hæder for sin banebrydende æstetik (premiere d. 20. februar).

3. The Wrestler
Instruktøren Darren Aronofskys (’Requim For a Dream’) prisvindende film om wrestleren Randy ’The Ram’ Robinsons karriere. Mickey Rourke spiller hovedrollen, og eftersigende mindeværdigt nok til en stor biografoplevelse – (premiere d. 20. februar).

4. Slumdog Millionaire
Det er ikke ‘Trainspotting 2’, men det skulle dog være instruktøren Danny Boyles store comeback. Filmen handler om ung indisk kærlighed og chancen for at vinde den store præmie i ’Hvem vil være millionær’ (premiere d. 6. marts).

5. Watchmen
En stor superhelte-film, hvis ikke den største men også den mest specielle. Bygget på Alan Moores legendariske grafiske roman og med en længde på godt to og en halv times underholdning, ser Zack Snyders (’300’) farverige filmatisering ud til at blive forårets lækkerbisken (premiere d. 20. marts).

6. The Road
Filmatiseringen af Cormac McCarthys (’No Country for Old Men) Pulitzer Pris-vindende roman af samme navn. Viggo Mortensen spiller her hovedrollen som faderen, der må kæmpe for sin og sin søns overlevelse i et postapokalyptisk Amerika (premiere d. 24. april).

7. Gran Torino
Clint Eastwoods tilbagevenden til rollen som sammenbidt, rå og gnaven stodder. Bag den hårde facade skulle dog gemme sig et rørende drama, da filmen handler om Clintens ufrivillige forhold til en kinesisk nabofamilie i problemer (premiere d. 1. maj).

8. Antichrist
Lars von Trier har lavet en ny film, og dette er altid værd at se frem til. Især denne gang hvor vi er blevet lovet uhygge og vold i selskab med Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourgh (premiere d. 11. september).

9. The Fantastic Mr. Fox
Når Wes Anderson (‘The Royal Tennenbaums’) laver en film med Cate Blanchett, Bill Murray og George Clooney skal man sætte kryds I kalenderen. Ikke mindre bliver forventningerne, når dette også er en tegnefilm (premiere d. 6. November).

10. Sherlock Holmes
Elementært. Det kan næppe gå galt, når Robert Downey Jr. og Jude Law skal spille henholdsvis Sherlock Holmes og Dr. Watson
(premiere d. 27. november).

Se vores bud på de 10 bedst sælgende film i 2009 her.